For 12 timer siden stod jeg i kærlighedens by, Paris. I aften er Eiffeltårnet og Triumfbuen byttet ud med Royal Arena, men temaet er det samme. Aftenens kunstner, Mr. John Mayer er kendt for stort set kun at skrive sange om mere eller mindre (u)lykkelig kærlighed og så for at være hjernedød skarp og magisk på guitar.
Som anmelder vil mange mene, det er vigtigt at forholde sig neutralt, men jeg kan lige så godt slå det fast med det samme: Jeg er KÆMPE sucker for Mayer, og jeg har glædet mig omtrent lige så meget til denne koncert, som barnet i dagene op til juleaften, som teenageren, der tæller de mange tusinde kroner fra konfirmationens indtægt, og som den sygeligt nyforelskede glæder sig til at se sin nye flamme.
Og med det sagt, så lad os komme til sagen. Præcis som Mayer gjorde det 10 minutter før tid, da han på guitar indtog en fuld og skrigende Royal Arena med band, kor og lette dansefødder. Badet i lyserødt scenelys opfyldte han profetien om kærlighedens lyd med ”Moving On And Getting Over” fra den nye plade, der har lagt navn til touren, ”The Search for Everything”. Kærlighedsmageren fik dog først rigtig fat i publikum, da han skamroste Danmark og de danske fans, og en sky af lysende telefoner kom i luften.
Der var skruet op for sceneshowet i Royal med til tider en anelse corny billedshow med smukke solnedgange, som under den nye sang ”Changing”. Mere brugbart var det, når billedsiden blev brugt til at få os tættere på sangerens virkelig store styrke – guitarspillet! Fingrene, der voldsomt og nærmest dyrisk fløj frem og tilbage over strengene, mens sveden piblede frem fra den meget koncentrerede og vanvittigt dygtige guitarist, fik i hvert fald mit østrogenniveau til at stige – og efter at dømme på salens stumme beundring og efterfølgende skrig, tror jeg ikke, jeg er alene om den fascination.
Åh… et par strømper
En af de rigtig gode sange fra den snart 40-åriges nye album, hvor han har lige den lyd, jeg elsker ham for, ”In the Blood” fik tempoet lidt ned igen, og salens kærestepar til at rykke lidt tættere sammen igen. Det ganske udmærkede backing-kor fik salen med på fællessang og klap, inden lyset igen blev slukket for at markere overgangen til det akustiske set. Det startede sangskriveren med de famøse og udskældte japanske kirsebærtræer i baggrunden. Barnet i mig, der havde glædet sig til den store fantastiske pakke med det glimtende papir, fandt her bare et par hvide tennissokker, og fan-girlen i mig måtte sgu bøje sig. Graffikken virker egentligt bare lidt malplaceret og tager sammen med en underlig og ubrugelig træbro midt på scenen fokus væk fra musikken.
Selvom jeg normalt elsker akustisk musik og koncerter er jeg desværre ikke synderligt fan af det akustiske set med undtagelse af sangen ”In Your Atmosphere”. Måske det skyldes en konstant undren over den skjulte symbolik i en træbro og interaktive kirsebærblade, måske fordi jeg sad og ventede på så mange fantastiske sange. Jeg følte mig hørt, da John Mayer adresserede ærligt: ”I’m wondering if I’m giving you guys what you want?”, men spillede desværre hverken ”Wildfire”, ”Age of Worry”, ”Free Falling”, ”Love is a Verb” eller ”Something Like Olivia”, som jeg håbede på. Tværtimod faldt jeg kun lidt mere i søvn med ”Come Back to Bed” fra 2003.
Yes! Mere guitar og flere hits!
”Stop This Train” reddede, hvad der var at redde af det akustiske set, og jeg forsøgte desperat at fokusere væk fra den fjollede bro og med lukkede øjne lukke sangerens bløde og lækre stemme ind i stedet: ”So scared of getting older. I’m only good at being young”. Det virkede. Men jeg var nu alligevel pænt lettet, da det akustiske kirsebærtog stoppede, og musikken igen kunne få plads med John Mayer Trio, der bliver sat alvorligt høje forventninger til med en nærmest propagandaagtig video. Forventningerne bliver dog på alle måder indfriet – og Royal Arena udnyttes til, hvad den gør bedst – rock med Mayer på sang og guitar, Steve Jordan på trommer og Pino Palladino på bas. Sidstnævnte begge med matchende solbriller og laidback attitude.
Rocken fik jublen frem og med det velkendte guitarspil fra ”Vultures” fik vi igen et kærkomment nært syn af multiplatinum kunstnerens kælen for guitarstrengene. Mayers musikkatalog er enormt, og derfor er det næsten umuligt ikke at komme til at savne enkelte numre – men jeg synes godt nok, jeg manglede mange til aften! Udover de tidligere nævnte, måtte vi også kigge længe efter ”Half of My Heart”, ”Clarity” og ”Daughters”.
Rock-settet var dog lige i skabet, og med en nærmest psykedelisk billedside, larmende og høj guitar og helt fremskudte blodårer på armene og halsen leverede den imponerende trio en fuldstændigt sangfri afslutning på den mest rockede del af koncerten, inden fjerde kapitel med det fulde band begyndte med covernummeret “Blues Run the Game”. En sang, der til fulde fik sangerens store vokal ud i til de 16.000 gæster til aften, inden en perfekt overgang til “Queen of California” fra min yndlings Mayer-plade, Born and Raised. Med følelsen af et amerikansk Roadtrip langs Route 66 i maven forførte de to guitarister på scenen salen, mens de spillede over for hinanden.
John Mayer viste ydmyghed over for sine fans og deres fremmøde trods den aflyste koncert tilbage i 2010, hvor aftenens hovedperson måtte aflyse flere koncerter på grund af sygdom. Samtidig proklamerede han, at han vil stå på scenen, til han dør, og at spille livemusik er det vigtigste i hans liv. En hukommelse, der bragte jubel i salen, samtidig med vi kom lidt tilbage i tid med “Slow Dancing in a Burning Room”, og guitaren igen fik en kærligt omgang. Korets vokaler trådte virkelig i karakter, og fik sammen med amerikanerens dybfølte stemme hårene på armene til at rejse sig.
Nu bliver det godt!
Da bandet blev præsenteret, kogte salen over, og da mundharmonikaen kom frem og “Dear Marie” bragede ud i salen var mit smil påklistret fra øre til øre. Dét var den Mayer, jeg indtil nu havde savnet! En tekst så simpel og så sød: “Im the boy you used to love when you were 15”, kan give de fleste flashbacks til den første, uskyldige kærlighed. Jublen var høj helt oppe bagerst i den store sal, og publikum fik sangen tilbage med det karakteristiske fælles “åh-åh-åååh, der også blev ekkoet efter John Mayer, da lyset igen blev slukket, inden han kom tilbage på mundharmonikaen med “Born and Raised”, og kærlighedens farve badet ud over sig og de 16.000 ansigter i salen, der startede en bølge af smukke iPhone-lys i salen.
Mine bønner blev hørt, da ”Gravity” med en bagvedliggende stjernehimmel blev fremført til perfektion med et backupkor på (næsten) 16.000 og et guitarspil, der gjorde sangen endnu bedre, end den er på plade og beviste præcis hvorfor, alle aftenens gæster skulle tage til Ørestad til aften.
Efter at have signeret guitaren på en nu højst sandsynligt meget euforisk ejer begyndte sidste set i aftenens koncert med det rammende navn “Epilogue”. Her finder vi guitarspilleren ved et stort hvidt klaver med “You’re Gonna Live Forever in Me”, der vist nok skulle være skrevet til den tidligere cherrychapstick-kæreste Katy Perry. Måske det var den skjulte symbolik med kirsebærtræerne tidligere i øvrigt?
Uanset hvad blev det de sidste toner fra scoretrollen, der efter aftenens koncert har efterladt mig endnu mere målløs over hans evner og indlevelse på guitaren, men som desværre langt fra spillede alle de sange, jeg havde håbet på. Men ofte er gaverne – ligesom den der nye flamme også allermest spændende i forventningens lys, og de høje forventninger kan hurtigt føre til en smule skuffelse.
