Drake – Ungt og voldsomt

Tirsdag aften klokken 21.35 steg Aubrey Drake Graham op ad jorden på scenen på Royal Arena. 16.000 forventningsfulde unge fans tog imod ham med skrig, skrål og svedige håndtegn, da han åbnede ballet med “Trophies” fra albummet Hood Heat Vol. 1.
Og herfra gik det kun en vej – vildere og voldsommere! 

Drake bød op til dans og fællesrap med megahittet fra 2013 “Started from the Bottom” hvor et veloplagt publikum rappede højt med på det hele, og stemningen blev en: “I’ma worry about me, give a fuck about you”

Ind i mellem “Versace”, “Still Here” og “Blessings” charmerede den 30-årige rapper sig ind på alt og alle med de typiske koncertklicheer: “You are the craziest crowd! Tonight is just too crazy, I feel like a Dane tonight!”. Noget, jeg først tilskrev som tom snak, der kun ville blive sagt halvhjertet en gang. Men nej. Drake rundede omkring 20 sange og næsten lige så mange gange anerkendte han publikummet og “this motherfucking crazy party we’re having tonight!” Om det var varmen, den tætte horde af hoppende og rappende unge mennesker, de massevis af hits eller bare det faktum, at han tog ti minutter ud af koncerten til at kigge rundt, pege folk ud og give “shout outs” til enkeltpersoner, rækker og de allerbagerste i salen – en ting er sikkert:

I aftes troede vi på hver og en af klicheerne.

Drake – The Entertainer

Drake kan ikke kun synge, rappe og danse sig til respekt. I aftes var han en rigtig crowdpleaser, der med humor, komplimenter, ydmyghed og lidt af den amerikanske “respect for god and family” havde de 16.000, der nåede at få en billet til koncerten, der blev udsolgt efter en times officiel salg, i sin hule hånd. Jeg tænker, det er unødvendigt at kommentere på, hvad der skete med temperaturen i Royal, da den veltrænede, svedige mand halvvejs i koncerten smed trøjen og lavede dybe, dyriske stød med underlivet ud mod alle i salen med lige CPR-numre.

Den 30-årige canadiske rapper er flere gange blevet skudt i skoene, at han ikke er en ægte rapper, fordi hans tekster ikke handler om vold, skyderier og stoffer. Han selv er også oprindeligt fra Toronto i Canada, og har levet et helt almindeligt middelklasseliv. Der var dog ingen i publikum i aftes, der satte tvivl ved, om Drake er en rigtig rapper. For en gangs skyld virkede det som om, at alle, der var her, var fans af alt! I to timer blev siddepladser forvandlet til ståpladser, og horden af mennesker rappede sammen og dansede til Drakes tunge beats – uanset om det så var “Headlines”, “Too much” eller “Miss me”, der bragede ud i salen.

Akkompagneret af ild, lys og høje brag gik Drake igen i jorden for en kort bemærkning, inden han igen dukkede op til Award-vindende og meme-skabende Hotline Bling med de velklingende ord: “You used to call me on my cellphone”, der igen fik alle i salen til at skråle højt med.

Store numser, shots og moshpits

I anden halvdel af koncerten blev det hele stadig vildere, størrere og højere. Drake bevægede sig ud på podiet i midten af gulvet, bad om shots fra salen, der gik amok, da herren uden problemer drak ud efter endnu en lang tale om, hvor seje og sindssyge publikum er. Efter “Jumpman” fra albummet “What a Time to be Alive”, inviterede Drake kvinder i badedragt til numsefest på scenen til Rihannas ørehænger “Work”, “Too Good”, “Controlla” og den legendariske “One Dance”.

Udover fornemmelsen af lyn, torden, ild og røg blev der opført en kæmpe stor bold, der først tog månens farver og senere ildrøde farver som solen midt i salen. Drake erklærede, at alle her var familie nu, bad folk hejse deres mellemste finger for dem, der ikke ville dem noget godt og proklamerede til sindssyg jubel, at “If anybody fuck with you, you can let them know they fuck with Drake too”.  Timet til perfektion gik Drake igang med “Energy” med et medrappende publikum på: “I got enemies, got a lot of enemies. Got a lot of people tryna drain me of my energy”.

Til “Fake Love” gik gulvet amok, da rapperen opfordrede til moshpits. Inden aftenens hovedperson takkede af med “Legend”, opfordrede han til kærlighed og respekt på tværs af racer og kulturer og sluttede af med en opfordring til de unge og vilde mennesker: “Get home safe, so I can come back and we can do this all over again”.

Drake, Royal Arena
Foto: Lasse Lagoni

Lasse Lagoni var på plads med kameraet, og du kan se alle de lækre billeder fra koncerten HER.

Se også

Infernalsk festaften i Vega

Med et nyt album og 27 års historiske hits i bagagen indtog ikoniske Infernal scenen i Store Vega lørdag aften til deres store Two Nights Only juleshow.

Fra sjæl til storm: Saveus’ magiske aften på Train

Den første af tre koncerter med Saveus på Train...

HUGORM ville det hele, men kunne kun det halve i Royal Arena

Fredag aften var Royal Arena næsten fyldt til bristepunktet,...

Engang var Dizzy Mizz Lizzy guld – nu er de sølv

“She said that silver’s meant to burn forever”   Sådan lyder...
spot_img
Stine Gliese
Stine Gliese
Journaliststuderende, afhængig af at rejse og af musik! Jeg elsker koncerter! Kæmper lidt med at finde en passende kategori til min musiksmag.. Hvordan indfanger man de glade 80'ere, rock, de uundgåelige nye hits, beskidt rap og 90'er-boybands i en kategori?

1 KOMMENTAR

  1. Rigtig god anmeldelse. Er dog uenig i store dele. Jeg følte, at der blev brugt ALT for meget tid på at snakke, og ikke nær så meget tid på synge/rappe. Udover dette, forstod jeg ikke – at der skulle gå over en halv time, før at B-scenen blev brugt. God koncert, men med vigtige mangler ifølge min optik.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her