For anden gang på to dage, havde vi fået sendt en anmelder til Amager Bio i håb om at finde den perfekte metalkoncert. Der skal ikke herske tvivl om, at de garvede metalmænd fra Anthrax hører hjemme i eliten, men det var desværre ikke helt på niveau med deres optræden i sommers.
Anthrax havde endnu en gang valgt at lægge vejen forbi lille Danmark og med et godt fyldt Amager Bio kan det ikke betragtes som en dårlig beslutning. Sidst de amerikanske legender gæstede Danmark var pladen fuld fra undertegnede (læs anmeldelsen HER), så forventningerne var skruet godt op længe inden, der var kommet lyd fra scenen. Med sig havde Anthrax taget britiske The Raven Age, som med en sikker optræden formåede at være en meget positiv overraskelse, som både endte i et t-shirtsalg og en lille sludder om deres snarlige fremtid, herunder et besøg på Copenhell.
Hvorvidt et metalcore band, som The Raven Age er en god opvarmer for et godt, gedigent thrashband står lidt i det uvisse, men briterne havde sørget for at skrue op for den thrashede del af deres lyd, og lagt knap så meget tyngde på deres melodiske aspekter, så det klædte deres optræden på denne aften, hvor de uden tvivl ikke var helt i fokus for et dansk publikum.
Sidst Anthrax lagde vejen forbi Danmark, havde det netop været en af de mest medrivende koncerter, og det var også en mandag, den var blevet placeret. Denne mandag lå dog langt væk fra dansk sommer og industriferie, som man snildt blev gjort opmærksom på efter koncerten, hvor man trådte ud i den dalende sne, og jeg må tilstå at adskillige skældsord forlod min mund ved denne opdagelse. Aftenens koncert havde ikke levet op til de tårnhøje forventninger, men nu skulle der også cykles hjem i snevejr. Tak for kaffe, siger jeg.
Hvorfor var koncerten så ikke lige så god? Der er flere grunde til dette, men den altoverskyggende grund må være, at koncertens længde er lige i overkanten af hvad deres eget koncentrationsniveau var i stand til at bære på denne aften. Efter en fuldstændig vanvittig start med ‘Among the Living’, ‘Caught in a Mosh’, ‘One World’ og en helt igennem fænomenal ‘A Skeleton in the Closet’, hvor jeg var ved at falde bagover af benovelse, så begyndte der langsomt at krybe små fejl ind forskellige steder i musikken. Her er der ikke tale om tekniske problemer, men derimod små spillefejl på steder, hvor man normalt ikke finder dem hos et band på dette niveau.
Der er forståelse for, at når man spiller en hel koncert, så kommer der til at være fejl undervejs. Det er trods alt kun mennesker, der er tale om, men når disse fejl befinder sig på steder, hvor musikken er spinkel og står alene, så bliver riffet og fordybelsen i det enkle udtryk skæmmet en smule. Der var flere af disse ukarakteristiske fejl fra hele bandet, og det sætter sig desværre en smule dybere i min oplevelse, end jeg havde håbet på.
Among the Living er et stilstudie i god thrash
Det andet kritikpunkt som rammer denne aften, er at når man har et så sindssygt godt album, som Among the Living, at leve op i til, så får man svært ved at fylde en bonuskoncert ud med lige så høj kvalitet efterfølgende, og det havde ikke været en fejl, hvis Anthrax havde valgt at kalde aftenen for færdig, efter at have spillet deres 30 år gamle mesterværk og gået fra scenen. Tværtimod havde det sikret at hele koncerten var blevet en energiudladning af de helt store, hvor deres sikre plads på thrash metallens stjernehimmel var blevet konsolideret så ganske fint. Selvom et par små fejltrin i lille Danmark på ingen måde forhindrer det, da det forlængst er sket.
Der er dog stadig masser tilbage i tanken for Anthrax, og kritikken er ikke for at afskrive deres ganske vellykkede koncert her til aften. Det var bare ikke helt så legendarisk, som en sommeraften, hvor alt gik op i en højere enhed. Af samme grund er det også farligt at sammenligne de to. Havde jeg ikke haft fornøjelsen af Devin Townsend Project dagen før, som var yderst velspillende, og havde Anthrax ramt dagsformen igen, så var det formentlig blevet en af den slags mytiske oplevelser, som hviskes om i krogene af internettet i adskillige år efter, selvom den frekvens, vi er blevet begunstiget med at de kommer forbi, har været meget høj, og der kan kun siges gode ord om den indlevelse, der bliver bragt med på scenen. Joey Belladonna klæder Anthrax og Anthrax klæder deres frontmand og den begejstring, som han udtrykker fra scenekanten, gør det til en smittende optræden. Det er svært ikke at tro på oprigtigheden i, at Anthrax spiller for deres konger derude i koncertsalene, som har fulgt dem i mange år, og formentlig dukker loyalt op igen og igen til et thrash band, som fornøjes med at spille for dem.
Dette var en god koncert, men den nåede bare ikke helt op i de højere luftlag, som der ellers var potentiale for. Til gengæld er de yderst fotogene og Thomas har fået taget nogle helt fantastiske billeder, som du kan se HER.
