Mens hiphopverdenen i dag stiller sig i kø for at svine Donald Trump til i både tekster og tale, har præsidentkandidaten tidligere været et idol for de entreprenante rappere.
Da rapperen Mac Miller sidste marts optrådte på ’The Nightly Show With Larry Willmore,’ var det ikke for at synge en sang.
Han kom for at levere en tirade mod den republikanske præsidentkandidat Donald Trump.
Kun bevæbnet med en mikrofon og et næsten sadistisk smil, der blev bredere i takt med, vendinger som ”psykopatisk, magtliderlig og vrangforstillende spild af hud” forlod Millers læber, hudflettede han Trumps personlighed og politik for åben skærm.
På det tidspunkt havde store dele af rapverdenen allerede samlet sig bag Hillary og Bernie Sanders som genrens foretrukne præsidentkandidater. Så hvorfor var lige netop Mac Miller inviteret til at give en tirade mod den republikanske præsidentkandidat?
De har fælles historie. For fem år siden udgav Mac Miller sit gennembrudsalbum ’Blue Slide Park’, hvis største hit hed ’Donald Trump’ og havde omkvædet: ’Taking over the world on my Donald Trump shit / look at all this money, aint it some shit.’
Trump var ellevild og kaldte Miller for ‘den nye Eminem,’ mens han erklærede sig stolt over, at nummeret var blevet hørt mange gange på Youtube. Indtil han skiftede mening og truede med at sagsøge Miller for at have brugt Trump-navnet til at sælge musik – hvilket skete i 2013, altså længe inden Miller havde kritiseret Trump politisk.
’Din utaknemmelige hund!,’ skrev Trump blandt andet på Twitter.
Men Miller er langt fra den eneste rapper, der har nævnt Donald Trump i sine tekster. Faktisk optræder Donald Trump ifølge genius.com ikke mindre end 266 gange i forskellige raptekster, siden han første gang blev nævnt i 1989. Og ligesom med Mac Miller plejede det at være i rosende vendinger indtil den dag i juni 2015, hvor Trump annoncerede sit kandidatur og bekendte politisk kulør.
Indtil da var der kun enkelte udstikkere som Kanye Wests ‘I’m so appalled, Spalding ball // Balding Donald Trump taking dollars from y’all,’ der tegner Trump som en hvid kapitalist, der stjæler fra de fattige sorte.
Typisk blev Trump brugt som et billede på rapperens egen indflydelse og rigdom – som når Raekwon i 1996 kaldte sig selv ‘the black Trump‘ på ‘Incarcerated Scarfaces‘ eller som Rae Sremmurd rappede på den åbenlyse ’Up Like Trump,’ der udkom i december 2014 – bare seks måneder inden Trump annoncerede sit kandidatur.
Senere afviste også Swae Lee, den ene halvdel af Rae Sremmurd, at duoen støttede Trump som præsidentkandidat.
’Trump burde overlade politik til rigtige politikere,’ sagde han til Complex Magazine.
Dog er Trumps appel for rapperne åbenlys: med penge og magt, en persona større end livet og et navn, som er et brand i sig selv, er Donald Trump et ærkebillede på den ultimative hustler. I hvert fald udadtil – ulig gadens hustlere havde Donald Trump en indflydelsesrig og pengestærk far – byggematadoren Fred Trump – som gav ham et forspring i forretningsverdenen og livet.
Men med politikken kom blandt andet ideen om en mur mod Mexico og et forbud mod muslimers indrejse i USA. Samtidig har Trump gentagne gange afvist Black Lives Matter-bevægelsen, samtidig med han ikke har anerkendt systematisk racisme som en del af de sorte amerikaneres hverdag. Det kunne de amerikanske rappere, som stadigvæk er minoriteternes mest tydelige stemme, ikke sidde overhørige.
YG sagde det bedst på den vidunderligt ligefremme protestsang ’FDT,’ der udkom tidligere i år:
’Just when I thought it wouldn’t get no sicker, woke up one morning and heard this weird ass mothafucka talkin’ out the side of his neck. Me and all my peoples, we always thought he was straight. Influential mothafucka when it came to the business. But now, since we know how you really feel, this how we feel.’
Så hvis Donald Trump skal have tak for noget, er det, at han har hjulpet hiphoppen med at genfinde sin politiske stemme.
For selvom genren de sidste par år i forvejen har bevæget sig i en mere politisk og race-bevidst retning med udgivelser af blandt andet Kanye West og Kendrick Lamar – godt optændt af en række højt-profilerede politiskydninger – var Trumps kandidatur alligevel det, der inspirerede den første deciderede hiphop-protestsang i årevis. Og FDT var altså ikke en yderlighed på et album med sange om racisme, paranoia og magtliderlige betjente.
Så på samme måde, som da The Washingtons Post kaldte ham for det republikanske partis kemoterapi – et syrebad, der fjerner hans støtters overflader og afslører deres essens, er Trump også en trussel, som har været med til at tvinge musikverdenen og især hiphoppen til endnu engang at henvende sig til den politiske virkelighed.
Så tak for det.
