Jeg havde ikke forventet mig noget, på en kedelig mandag aften efter en halvsløj EM-finale, men nøj, hvor blev jeg taget med bukserne nede. Anthrax var mødt op for at spille musik, og med en lille intimkoncert for små 500 mennesker sparkede de r…. ud af den lille bitte hal, som Pumpehuset er.
Lange forspil, tunge riffs og en vokal, der skar igennem. Alt man kunne ønske sig var til stede, og jeg skal love for, at der blev spillet op til en fabelagtig oplevelse. Fra ‘ Caught in the Mosh’, hvor det næsten var overflødigt at bandet spillede, til ‘Evil Twin’, der truede med at løfte Pumpehuset ud af København, så blev der givet gas på en sjælden måde, hvor selv de mest inkarnerede fans måtte bøje sig i støvet.
Her er kun fremhævet de mest nødvendige højdepunkter, og det blev endnu vildere at være vidne til den magtdemonstration, som Anthrax leverede. Sjældent har jeg set et band være så klar, og selvom adskillige publikumsfavoritter udeblev, så var alle jeg snakkede med enige om, at det her var en af deres bedste koncerter på dansk jord nogensinde.
Der skal falde store roser til opvarmningen fra Impalers, der leverede en kraftindsats, som ikke blev misfarvet af små skønhedsfejl, hvor helhedsoplevelsen kunne have været lidt mere tight, og der kunne have været bedre lyd. De formåede at sparke en fest i gang, hvor den lidt intetsigende lyd fra deres EP og første album aldrig truede med at være til stede i deres live-optræden. Om det var kæmpehajer, eller mere alvorlige emner, så leverede de 4 gutter fra Haderslev en kraftpræstation, og adskillige mennesker var decideret forblændet af disse thrash-metallere på en måde, der ikke efterlader noget at ønske. De går i studiet i næste uge, og der kan muligvis være noget stort og farligt i farvandet. Jeg var begejstret og stod ikke alene med den betragtning blandt publikum.
Men aftenens hovednavn var ikke til at tage fejl af. Anthrax trådte på scenen med en ordentlig omgang metal, og det sluttede desværre alt for tidligt. Hvis jeg skal sige noget rigtig kritisk, så var det at tiden forsvandt, og at det kunne være blevet til endnu mere fabelagtig god musik. Der blev spillet i lidt over en time fra Anthrax, men det var klart at mærke, at det var med en oprigtig glæde, der var fængende. Hvis jeg skal tage noget med fra denne koncert, så må det være hvor nærværende de var på scenen, om det så var med at tage billeder med en lånt iPhone fra en fan på første række, eller det var med de utallige obligatoriske ytringer, om hvor dejligt det var at spille i lille Danmark igen, så var der tænding på bandet, og særligt Joey Belladonna strålede på scenen. Enkelte omkring mig ytrede at han var lidt selvfed, men den “vibe” fik jeg aldrig, og jeg så derimod en frontmand, der var villig til at gøre alt for at opnå den bedst mulige koncert, for bandet og for de fremmødte.
Jeg troppede op til denne koncert med en forventning om at se et band, der havde haft deres storhedstid, og blev mødt med en så gennemført indsats, at jeg ikke kunne have håbet på noget bedre. Publikum biddrog til denne oplevelse, ved at alle i salen var klar på at kaste deres hoveder i takt med musikken, og vores stakkels udsendte fotograf, der ikke er voldsomt begejstret for metal, må have fået sig en oplevelse af kaliber til dette fremragende og overraskende levende band, der spillede et fantastisk medley af klassikere fra Spreading the Disease til deres seneste For All Kings, der er blevet fast inventar på min hylde for god musik. Anthrax er ikke lige så nyskabende med deres lyd som for 30 år siden, men jeg har ingen problemer med at tilgive dem, hvis de spiller lige så godt live, som på en tilfældig mandag aften, to uger efter København har haft sig en kæmpe metalfest.
Copenhell blev også nævnt fra scenen, men det var udelukkende for at fremhæve, hvor dejligt et publikum, som Pumpehuset havde fået samlet, og selvom jeg ser frem til næste års Copenhell med glæde, så er den her slags koncerter den primære grund til, at jeg elsker musik. Nerve og energi leveret med et solidt bagkatalog af fremragende musik, så kan man ikke gå galt i byen, og al tvivl, jeg måtte have haft om Anthrax, blev gjort til skamme og erstattet med ærefrygt, for dygtigere musikere er svære at finde, og hvis de samtidig er begejstrede for at spille, så bøjer jeg mig glædeligt i støvet for deres kunnen.
Med to hænder solidt knyttet til djævlehorn mod scenen, så var mandagens optræden i Pumpehuset mere end godkendt, og måske endda direkte fremragende.
Se hele Rod Clemens galleri fra koncerten HER.
