P3s nye stjerneskud, Pelle Peter Jensen, stod for at præsentere bandet The National på Tinderbox’ Blå Scene igår aftes. “Noget nær verdens bedste rockband!” lovede han os, men ligesom de to mænd, der stod ved siden af mig og råbte “ER DET U2?!”, endte jeg også lidt med at ønske, at det var Bono og ikke Matt Berninger, der stod ved mikrofonen.
Hånden på hjertet, The National er et eminent band. De er hamrende dygtige til at lave musik, og rent teknisk var der ikke en finger at sætte på koncerten. De fem musikere fra Ohio har haft succes siden de startede i 1999, og med god grund.
De laver rockmusik, som din far ville have elsket, men det er altså bare kun på en LP, at det lyder godt. Når bandet står på en scene, så er det så umådelig kedeligt, at du skulle tro, at det var løgn.
Sangen “Don’t Swallow the Cap” åbnede aftenens koncert, der blev afsluttet med, at forsanger Matt Berninger fortalte, at der var fløjet et insekt i munden på ham under første vers. Så han hostede lidt, men fortsatte, som om intet var hændt. Den professionalisme var jeg alligevel en del imponeret over.
Vi blev da også forkælet med både “Sea Of Love” og “Bloodbuzz Ohio”, men det føltes konstant som om, at der var et eller andet fuldstændig galt oppe på den scene. Måske fordi de havde valgt at bruge scenens storskærme til at vise fine effekter og planlagte videoer, frem for at filme, hvad der skete på scenen.
Og det ødelagde – i min optik – koncerten fuldstændig. Matt Berninger stod som sædvanlig bøjet over sin mikrofon og sang, så det ramte i solar plexus, men fordi han kun kiggede ned på de forreste rækker, så fik vi andre intet ud af koncerten. Det var lidt en lukket fest, hvor man kun måtte være med, hvis man stod forrest.
Det amerikanske orkester stod da også nærmest stille på scenen. Så energi var der ikke meget af. Det var simpelthen kedeligt. Sådan virkelig kedeligt. Til en festivalkoncert er det ikke nok bare at være en dygtig musiker, for så er koncerten altså kun god for de i publikum, der rent faktisk kender alle deres sange, mens vi andre må stå og svaje lidt med uden egentligt at mærke de følelser, som musikerne har lagt i musikken.
“Afraid of Everyone” var det eneste nummer, der samlede publikum, og fik os til at føle en samhørighed med Berninger og co. – også selvom hans stemme knækkede, og han ikke kunne give nummeret den respekt, det fortjener.
Koncerten var en oplevelse, som jeg lader som om, var god, imens jeg fortrænger realiteten i smug. Lige så dygtige The National er på CD, LP eller hvor end du har lyst til at høre deres musik, lige så håbløse og kedelige er de live. Det er faktisk en kende respektløst gjort af dem.
Se hele galleriet fra koncerten HER
