“Nå, har de også lavet den?” kunne der høres rundt omkring i Tusindårsskoven, da det amerikanske indieband, Band Of Horses, spillede den ene letgenkendelige hymne efter den anden. For selvom du ikke nødvendigvis kender til bandets navn, så kender du helt sikkert til bandets musik.
Med utæmmet hårvækst både på hovedet og i ansigtet ligner Band Of Horses i den grad ægte rockmusikere. Tatoveringerne kravler langsomt op ad skjortekraven og stemmen lyder som et produkt af et overforbrug af cigaretter. Det er præcis som det skal være, og alligevel så meget alt andet end det normalt er.
Mens solen stille gik ned over den første dag på Tinderbox, trådte tre mænd ud på Blå Scene med en guitar hver. De gik ud til scenens kant og samlede sig om mikrofonen foran dem. Her blev de tre mænd stående i hele tre numre, hvor stemmerne kun blev akkompagneret af guitarens distinkte klang. Ikke umiddelbart den almindelige start på en rockkoncert.
Alligevel var starten fuldstændig fantastisk. Vi kunne fra første øjekast mærke musikerne, hvis stemmer ramte lige i solar plexus. Med sange som “Casual Party” og “The Funeral” formår bandet både at bringe ægte rock’n’roll stemning til Tinderbox, imens vi får fortalt historier fra musikernes inderste tanker, når de sætter tempoet ned med “No One’s Gonna Love You”.
Der skiftes hele tiden tempo, hvor bandet pludselig inddrager noget, der ligner et klaver, men lyder som et orgel, imens sveden hagler af de fuldvoksne mænds lange hår. Det er en smule komisk med alle de kontraster, som vi er vidne til. At de fire mænd kan se så farlige og mandige ud, mens de synger om søde følelser og spiller på klaver – men publikum er vilde med det, og det er jeg også.
Halvvejs genne koncerten oplever vi en lille fejl fra bandets side, og de må starte sangen forfra. Eller så vælger de at starte den forkerte sang. Vi når aldrig helt at opleve det, da forsanger Ben Bridwell forsegler det med et smil, et kort træk på skuldrene, hvorefter han fortsætter som om intet var hændt.
Pulsen når dog at falde en del, da der er lidt for mange sjælere uden tempo, der er lagt lige efter hinanden. Heldigvis klarer trommeslager Creighton Barrett i sin wife-beater at hamre løs på stortrommen i takt med publikums hjertebanken, så vi oplever den fest, som et rockband fra Seattle burde kunne skabe. Hvilket passende afsluttes med sangen “Is There A Ghost”, som igen får flere til at udbryde, “Nåååå. Den har de også lavet!”
For Band Of Horses er den fyldemusik du hører i radioen mellem dine yndlingshits. Det er hyggeligt, men når det er godt, så er det altså også virkelig godt.
Se hele galleriet HER
