Duran Duran har ikke kun lagt musik til en hel generations ungdom. De har lavet soundtracks til flere årtier – også dette. Derfor håbede jeg virkelig ikke, at de britiske herrer ville fremstå som fallerede musikere, som det ofte er tilfældet, når et band tager på tourné adskillige åd efter deres stortid.
“Jeg kan ikke fortælle dig, hvad de har lavet, men du kender helt sikkert deres musik,” proklamerede jeg til en veninde kort inden den britiske supergruppe, Duran Duran, startede deres koncert på Green Stage sent søndag aften. Sangene kendte vi ikke kun, vi har også skrålet med på dem til adskillige festlige lejligheder gennem hele vores korte liv.
Selvom forsanger Simon Le Bon ikke er helt så trimmet, som han var i 80’erne, så var charmen stadig til stede. På trods af den lille topmave, der bedst kan beskrives som en “dad-bod”, formåede han stadig at synge trusserne af samtlige kvinder på de forreste rækker.
Som en fan skrev på Twitter under koncerten: “Le Bon har smidt jakken og pludselig er 15 kvinder blevet spontant gravide.” For det er det Duran Duran kan – og det er, det de er. Deres brand består lige så meget af deres udseende og navne, som deres musik.
Mens scenen stadig stod tom, lød der et kæmpe tordenbrag. Et brag var hvad koncerten startede med – og et brag var hvad koncerten sluttede med.
Jublen ville derfor ingen ende tage, da Nick Rhodes på keyboard trådte frem fra mørket med sit sædvanlige petroleumsfarvede hår og en perfekt sort eyeliner, der kunne gøre enhver kvinde jaloux. Det skabte for en stund en tidslomme midt i Århus’ pulserende midtby, selvom de åbnede med deres nye nummer “Paper Gods”, der kommer fra albummet af samme navn – og som udgives til september.
Indenfor meget få numre fik vi da også æren af at høre både “Wild Boys”, “Hungry Like the Wolf” og “A View to Kill”. Sidstnævnte nåede at bringe ekstase helt ned på bagerste række blandt publikum.
Efter at have nået toppen efter relativt kort tid, oplevede vi da også en mindre rutschetur. Sangen “Last Night In The City” trak alt for voldsomme paralleller til det netop overståede Eurovision; og ikke på den gode måde. Hvorefter “What Are The Chances” endda fik flere til at forlade Ådalens skumring og drage mod varmere alternativer.
Derfra gik det meget op og ned. “Pressure Off” blev skudt afsted med en helt passende mængde konfetti, hvorefter bandet sendte en tanke til den afdøde legende, David Bowie, ved at mixe “Major Tom” fra ind i en af deres egne sange. Ej at forglemme, hvordan storhittet “Ordinary World” næsten fik hårene til at rejse sig på armene, da en altoverdøvende fællessang komplimenterede Le Bons graciøse stemme på den fineste måde.
Om det er fordi jeg er for ung og derfor aldrig nåede at opleve Duran Duran i deres storhedstid, eller om deres koncert egentligt var én lang rutschetur, hvor vi flere gange nåede helt op ad den største bakketop, for dernæst at køre lidt baglæns igen, for at bevæge os op mod toppen igen, er svært at udtale sig om. Men koncerten havde for mange op- og nedture til at virke sammenhængende.
Jeg var dog underholdt fra start til slut, og det er mere end, hvad man kan sige om mange andre koncerter. “Girls On Film” og “Sunrise” fik dog det ikke-eksisterende tag til at lette, og skubbede os derved helt ud over kanten, så suset i maven gjorde, at det kildede alle de rigtige steder.
Eller måske var det bare fordi John Taylor holder sig så godt.. Måske.
Se alle Lasses fantastiske billeder fra koncerten HER
‘Like’ Poplish på Facebook HER
