Få timer inden The Vaccines gik på scenen på NorthSide lørdag aften, blev det offentliggjort, at bandets vante trommeslager, Pete Robertson, forlod bandet. Om det var derfor den resterende trio virkede så triste og energiforladte vides ikke, men koncerten gik bestemt ikke, som den burde.
Med lilla stråler af lys i ryggen gik britiske The Vaccines ind på P6 Beat Stage lørdag aften, og straks efter startede tonerne af “Handsome” fra deres nyeste album “English Grafitti”. Herved lovede indiemusikerne at starte en fest. “I’m so pretty,” sang forsanger Justin Young, og det tydede på, at koncerten ville blive en fornøjelse at overvære.
I den obligatoriske uniform, bestående af stramme sorte jeans og en t-shirt, forsøgte Young ihærdigt at få en stemning igang, men ikke engang et brøl over ordet “NORTHSIDE” kunne få musikernes – eller publikums – puls op.
Når et band som The Vaccines spiller musik, der er så dansevenligt og medrivende, så burde festen starte i dét sekund, de starter en koncert. Det var da også det, jeg havde håbet på, da jeg stod på tredje række sammen med en flok hardcore fans, der – ligesom jeg – tydeligt bemærkede den manglende energi fra bandets side.
Det hjalp dog lidt, da 2013-singlen “Bad Mood” startede. Gejsten genfandt sig lige så langsomt, men alligevel stod guitarist Freddie Cowan og stirrede blankt ud mod publikum.
Det var 20 minutters følelsesporno, vi var vidne til i de første 20 minutter af koncerten. Følelsesporno, hvor der kun var et enkelt kærestepar, der besluttede sig for at kysse – og jeg tror ikke, at det var pga. musikken.
“Sidste gang vi var her, var for fem år siden,” fortæller Young, “det var dengang vi var unge,” og det kan jeg desværre ikke argumentere mod. Dernæst slog trommen og bassen an til, det der kan defineres som noget nær bandets største hit: “Post Break-up Sex”. Men selv her mangler energien. Fra første anslag føles det forkert. Først mangler den bassrytme, der burde ligge bunden af sangen, og derved understøtte hele melodien, dernæst er det næsten som om nummeret er sat en anelse ned i tempo. Det virkede bare påtaget.
Aftenens næstsidste nummer var det nummer, som jeg i mine tidlige teenageår har brugt ualmindelige byture på at skråle med på; nemlig “If You Wanna”. Her så vi lige præcis, hvad The Vaccines står for. Pisse flabet, pisse fedt, pisse meget energi og pisse meget glæde.
Koncerten kolliderede derefter i hittet “Nørgaard”, som Young præsenterede med ordene, “Den her handler om en pige fra København!” Nu var koncerten nået derop, hvor den burde, når et band som The Vaccines går på scenen. Fællessang, dans – og selv på ironirækkerne var de med i festen. Så hvorfor kunne vi ikke bare have set det show gennem alle tre kvarter, som koncerten varede?
Se alle Lasses billeder fra koncerten HER
