Jeremihs koncert i Vega var en hamrende liderlig affære, der dog musikalsk aldrig blev andet end et rutineret hverdagsknald.
Det er da sådan noget flødemusik.
Det sagde min kollega Mette, da jeg fortalte, at jeg denne aften skal til koncert med Jeremih.
Fuck dig, Mette, tænker jeg. Og siger jeg.
Fløde. Fløde det er Hansi Hinterseer. Det er Thomas Helmig. Det er R. Kelly, der synger Backyard Party. Fløde er ufarlig og banal og glad musik. Fløde kan være godt.
Jeg kan godt forstå, at Mette kunne forledes til at tro, at Jeremih er fløde. For han har en stemme som en følsom engel og hver stavelse føles som et kærligt kærtegn. Men Jeremih er ikke fløde. Han er en uhyre talentfuld rap- og R&B-hybrid, som laver hammerliderlige og længselsfulde sange om kvinder og kærlighed.
Hvis han er fløde, så er det på Prince-måden: ”Cream/get on top”.
Liderlighed og amoriner fyldte i hvert fald luften i Vega, da han gav koncert tirsdag. Salen var fortrinsvist fyldt med unge, festklædte kvinder, som skiftevis dansede, dånede og hvinede fra det øjeblik, hovedpersonen skridtede ind på scenen til introen fra mixtapet Late Nights With Jeremih.
Det nåede sit crescendo, da han endelig sang det hit, med hvilket han længe var kendt som et one hit wonder – nemlig Birthday Sex.
Her trak han to fødselarer på scenen. Han kyssede den ene af dem. Den anden af dem satte han sig på hug foran og sang til hendes skød. Det gav salen kollektivt røde kinder, mens en bølge af hvin rejste sig fra menneskehavet.
Publikums liderlighed matchede musikken godt, men knap så meget med hovedpersonens rutinerede attitude. Gemt bag et par dekadente solbriller mærkede vi kun hans blik gennem hans længselsfulde og strategiske fagter efter salens kvinder. Ligeledes var hans krop rigtignok dansende og levende, men kun glimtvis virkede han til selv at hygge sig.
Et par gange blev han også direkte doven- for eksempel når han opfordrede publikum til at synge fremfor selv at forføre os. Det virkede især akavet under Fuck U All The Time og Pass Dat, som er underskønne og sensuelle sange, der ikke fortjener at blive slagtet af kartoffelstemmer.
Men det er svært at tabe med en vindende hånd, hvilket Jeremih i den grad har. Oui, Impatient og Don’t Tell Em’ er glimrende sange, som han kunne fremføre i søvne og stadig få taget til at lette.
Alligevel forblev rutine nøgleordet, for mens festskibet sikkert blev styret i havn, løftede koncerten sig aldrig op til andet end et hverdagsknald. Der er jo også en dag og et tourstop i morgen.
Husk at like Poplish på Facebook HER
