Kristen rock fra Tennessee lyder umiddelbart ikke som noget, popfolket på Jelling Musikfestival kunne være klar på. Men det var de – og Skillet var klar til dem.
Stemningen var meget afventende, da konferencier Anders Breinholt spurgte, om folk var klar på noget hardcore rock. Og det var for de uvidende undrende blikke, der blev sendt mod scenen, da cellospiller Tate Olsen iført bordeaux velourjakke kommer på scenen med og uden at fortrække en mine, begynder at spille på sit store instrument.
Men lidt for lidt kommer bandets resterende medlemmer på scenen, og fra første slag på trommen står det fast, at der står rock på menuen. Lidt change of events i forhold til den forrige kunstner på Scenen, Lars Lilholt.
Skillet har spillet sammen i tyve år. Forsangeren John Cooper på 41 er der derfor erfaren, når det kommer til det der med at optræde i hele verden – de har også besøgt Jelling tidligere, nemlig i 2014. Men alligevel virkede det til, at han lige skulle igang, inden han ramte niveauet. Det samme gjaldt for publikum. Men de blev efter et par numre charmeret af den velspillende maskine, som Skillet viste sig at være.
Coopers kone Korey spiller guitar som en drøm, mens hun med så meget attitude kaster sit lilla hår og krop rundt på scenen i en sådan grad, man kunne frygte for hendes liv og lemmer. Husbondens kasten rundt med sin bas fik også til at gippe alle de forkerte steder flere gange, når den var milimeter fra at ramme stortrommen. Bag den sidder Jen Ledger, som både synger og spiller trommer, hvilket resulterede i en renden frem og tilbage mellem for- og baggrund på scenen.
Energien fra scenen kastede sig som bølger gennem publikum, hvilket gjorde, at selv de gamle i campingstolene bagerst på den store græsplæne sad og bobbede med på den fede rock. Og af dømme efter alverdens undersøgelser af danskernes forhold til kristendommen, så var det mest jubel over nummeret, end det var jubel over, at nummeret handler om Jesus, da forsanger Cooper præsenterede nummeret “Hero” – en hyldest til Guds søn og et fabelagtigt stykke rockmusik.
Alt i alt blev dét, som Breinholt kaldte for “hardcore rock” til en decideret folkefest med mere klappen i takt og arme fra side til side end headbanging og hyldest til satan. Den slags skal der også være plads til, og det var der i den grad – igen – på Jelling Musikfestival.
Se resten af Helles billeder HER.
