I går var det en ret berømt engelsk poets fødselsdag og dødsdag. Dødsdagen indtrådte for 400 år siden. Det var der ingen referencer til i Store VEGA, da walisiske Manic Street Preachers spillede for et tændt publikum, som ønskede sig en forrygende aften, men det var en meget poetisk optræden. Bandet var levende og glade for at være der, og publikum var begestrejede for at se dem. Der blev leveret til de hardcore fans, men der manglede den sidste gnist for at fænge aldeles an blandt de lidt mindre inkarnerede, heriblandt undertegnede.
For 20 år siden, udgav Manic Street Preachers et gennemarbejdet og ørehængende album, som er blevet set tilbage på med begejstring og glæde for mange. “Everything Must Go” ramte ned i hjertekulen på rigtig mange mennesker med hang til britisk musik, og den fantastiske sammensmeltning af rock og elementer fra britpop og punk har helt sikkert været en massiv påvirkning af rockscenen på de britiske øer fra sin udgivelse i 1996. I min optik, så er det ikke deres stærkeste album, men det er en kanon undskyldning for at komme til Danmark og spille noget god musik.
Det er også altid farligt at besøge sine gamle helte, og særligt når man faktisk havde glemt, at man kunne flere numre, end man egentlig var klar over. Jeg troede, fejlagtigt, at gadeprædikanterne var begrænset til et enkelt hit i ’98, med den nydeligt betitlede “If You Tolerate This Your Children Will Be Next”, men efter et lille besøg forbi Spotify, kunne jeg da i hvert fald nynne med på de ti mest populære uden problemer. På den måde, fik jeg da også genoptaget mit forhold til “You Stole the Sun from My Heart”, et af mine yndlingsnumre i de forfærdelige teenageår. Det er jo lidt pudsigt, hvordan hukommelsen virker i den henseende, og hvis de ikke havde været på besøg i København, så havde jeg formentlig glemt alt om de glimrende rocknumre. Heldigvis, så fik jeg genopdaget Manic Street Preachers sammen med et forrygende publikum, som var spredt ud over hele aldersspektret. Der var dem, som havde været unge med bølgen af britisk musik, der strømmede ind over kontinentet i 90’erne. Der var folk som mig, med en hukommelse af bandet fra dengang i folkeskolen, og sidst, men ikke mindst, så var der et ungt publikum, som jeg ikke har nogen anelse om, hvordan de har kendt det dejlige rockband, som gæstede VEGA i går.
Der var ganske mange, der var mødt op for at høre danske Mojave Desert Rebels, som spillede en fed opvarmning på aftenen. Der var enkelte problemer med guitarlyden i et par numre, og et udfald på mikrofonen, hvor det er uvist, hvorvidt det har skyldtes teknik eller om det blot var en “fejl 40”, og desværre var det en lidt rodet affære, men deres kompositioner er glimrende og varierede over et bredt spænd af indflydelser. Jeg ville gerne ønske, at de fik ensrettet udtrykket en smule mere, men det kan også være, at jeg bare er lidt for sat i mine genredefinitioner. Det var i hvert fald tydeligt at se, at de fire danske gutter nød at spille på en stor scene og med et stort publikum, der dog mest af alt lignede nogle, der ventede på hovednavnet. Det er dog formentlig ikke det sidste, jeg får hørt til M.D.R. og hvis man er nysgerrig efter noget beskidt rock’n’roll, så er de helt klar et lyt værd.
På slaget 21.00 startede Manics deres koncert, og der var ikke plads til mange sekunders dialog med publikum i deres sætliste. Som følge af jubilæet blev hele Everything Must Go spillet i samme udgave som på albummet, og så var de første 12 numre jo givet. Med et lille akustisk intermezzo, hvor vi bl.a. fik M.A.S.H-temaet “Suicide Is Painless”, blev der gjort klar til at festen for alvor kunne starte og fra det øjeblik, var det en ren hitkavalkade, som publikum blev udsat for. James Dean Bradfield, vokal og Wales’ bedste guitarist (i følge Nicky Wire, bas og backing vokal i Manics), havde knap nok tid til at trække vejret mellem numrene, førend det næste var startet. Der var heller ikke nogen grund til at gøre publikum bekendte med sangene. Der blev sunget med for fuld udblæsning til alt, der blev spillet. Det var med andre ord, en aften hvor musikken fik lov til at stå alene. Det var til gengæld ikke problematisk, for der er mange gode numre i walisernes repertoire.
Efter den rolige coversang, var det da også på tide at få skruet op for både tempoet og festen. “Motorcycle Emptiness” blev braget ud gennem VEGA’s højtalere og med det fuldstændigt fantastiske guitarriff, gyngede salen i takt med musikken. Den fest formåede Manic Street Preachers at holde kørende resten af koncerten, og da “If You Tolerate This…” havde klinget ud, var koncerten da også slut. Det er en lidt bizar fornemmelse, når der ikke kommer et eneste ekstranummer, men man kan ikke påstå at være blevet snydt, da lige under to timers koncert med hovednavnet må siges at være underholdning for pengene.
Jeg er ikke enig i formatet, hvor der bliver spillet et helt album fra bagkataloget, da jeg mener enkelte af numrene fra Everything Must Go er en smule for intetsigende til en god live-oplevelse. 20 år efter, bør man have lagt enkelte af dem væk, og selvom der, selvfølgelig, er en vis form for nostalgi, i at høre sange, der ikke er blevet spillet i lang tid, så er der adskillige numre fra This Is My Truth Tell Me Yours, som jeg hellere ville have hørt. Med en lille smule held, så kommer Bradfield, Wire, Moore og backup tilbage om to år og giver mig en endnu skarpere oplevelse med et endnu federe album, når det fylder tyve.
Se hele Lasse Lagonis galleri fra koncerten HER
