Fredag aften drog jeg ud i støvregnen med min lillesøster under armen. Målet var Store Vega. Jeg ville give min søster samme oplevelse med det band, der har defineret mine teenageår, som jeg har haft til samtlige af de ca. 15 koncerter, jeg tidligere har deltaget i – og det var præcis den oplevelse hun fik. Energisk syreshow med blændende spots, tunge beats, en bass så stærk, at gulvet vibrerede under os. Hun stod med fugtige øjne og var lykkelig. Jeg gik derfra med en underlig splittet mavefornemmelse.
De tre skiboniter, der udgør Dúné anno 2016, havde inviteret en kvartet af unge mænd, der går under navnet Hooha, til at varme op under publikum. Det virkede udmærket. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det en af de mest vellykkede opvarmningskoncerter, jeg længe har set. Hooha er blevet signet ved Universal Music på det perfekte tidspunkt. De fire drenge er nemlig en videreudvikling af den nye musikgenre, som Ukendt Kunstner og Karl William har gjort Danmark forelsket i.
Der er lidt pop, lidt rap, lidt soul og et par elektroniske kys spredt ud over deres sange. De synger om at være nøgne, at se skyerne i en kvindes øjne, og publikum kan synge med. Det er ikke poesi, men det er smittende, og man føler, at de fire unge drenge er ærlige og taler til én. Det er en refleksion af en tilværelse mellem ung og voksen, og publikum er glade. De er meget glade, og selv aftenens sureste anmelder (jf. mig) vipper med foden og bliver draget af deres charme.
Det er derfor med et smil, at jeg gør mig klar til at se Mattias, Ole og Piotrek spille, selvom min mavefornemmelse er skeptisk. For ærligt, så føler jeg, at bandet har solgt ud efter deres medvirken i TV2-programmet, Toppen af Poppen, sidste efterår. Jeg er sikkert ene om denne holdning, men jeg er skeptisk – meget skeptisk.
Klokken når præcis at blive et enkelt minut over ni, da gulvet under mig begynder at vibrere. ”Er det folk, der tramper, eller er det bassen? ” spørger min sidemakker sine veninder. Jeg er selv i tvivl.
Drengene springer frem og har, som sædvanlig, Morten Hellborn og Mikkel Balle Poulsen med på scenen, hvor de hjælper til på hhv. trommer og guitar. Det er Hellborn, der først bringer smilet frem på mine læber. Hans altoverdøvende trommer buldrer ud af højtalerne, og pludselig husker jeg, hvorfor jeg var så forelsket i Dúné gennem samtlige af mine teenageår.
”I need an anitdote,” starter Mattias Kolstrup. Jeg er en selverklæret gammelmor, der slet ikke synes, at det er den rigtige sang at åbne koncerten med, men alle i publikum (pånær mig) har hænderne over hovedet; også dem på siddepladserne. Jeg kan mærke kærligheden blomstre i mit teenagehjerte, men jeg er stadig ikke overbevist.
Der skal dog ikke mere til, end en enkelt tone af beatet fra klassikeren ”80 Years” til at få smilet frem på mine læber igen. Jeg er varm helt nede i maven, og pludselig befinder jeg mig på min venindes barndomsværelse i 2007, hvor vi drømte om Mattias’ uskyldige øjne, der var smukt indrammet af en sort eyeliner. Det kilder helt i maven.
Imens jeg står i mine egne forfjamskede teenagedrømme, mærker jeg pludselig gulvet give efter under mig. Jeg hopper op og ned, selvom jeg står stille. Så vildt går det for sig. Det har jeg aldrig oplevet før. Det er et udsolgt Vega, der hopper, danser og skråler med på Dúné-klassikeren, alt imens jeg bliver mere og mere draget af de tre mænds lokkende univers.
Jeg må dog vende tilbage til virkeligheden for en stund, for jeg har været publikum til noget, der ligner 15 Dúné-koncerter. Jeg har hoppet rundt til ”80 Years”, jeg ved, at de har masser af energi på scenen; og lige nu venter jeg blot på, at Mattias beder os alle om at sætte os ned og springe op, som trold i en æske. Det er opskriften på en klassisk Dúné-koncert.
Koncerten i aften er den sidste på bandets tour: “The Grand Tour”. De tre drenge har spillet 20 koncerter rundt omkring i hele landet; størstedelen har været udsolgt. Det er et tegn på, at de er på vej tilbage til den storhedstid de havde med ”We Are In There You Are Out Here” (2007) og ”Enter Metropolis” (2009). Lyden er dog markant anderledes, ikke nødvendigvis ældre, men bare anderledes. Ligesom bandet er blevet amputeret og nu kun består af 3 mænd, frem for de 7 unge mennesker, der levede drømmen i prisregn i slutningen af 00’erne.
Det er også tydeligt, hvordan man kan høre forskel på de sange, der er skrevet før ”Wild Hearts”-albummet fra 2013, og de sange, der er blevet udgivet derefter. Lyden er blevet mere poppet og tilgængelig. Der er kun et par enkelte rester af den gamle ”rocklyd” tilbage i bandet; og det er præcis dette, der deler publikum. Halvdelen vil gerne høre Dúnés klassikere, imens resten er kommet, fordi de er blevet forelsket i Mattias’ optrædener i Toppen af Poppen. Det er tydeligt at se. Det er et splittet publikum, der er mødt op i Store Vega i aften.
Aftenens tredje sang starter, og igen kan jeg ikke lade være med at smile. ”Let Go of Your Love” fra bandets andet album brager ud gennem de to meter høje forstærkere ved siden af mig. Jeg lukker øjnene for en stund og bliver taget tilbage til mine spæde gymnasieår, hvor jeg som 16-årig var sikker på, at jeg skulle giftes med Mattias Kolstrup. Jeg kan huske alle timerne, der er blevet brugt på at se dokumentaren ”Stages” om bandet, ligesom jeg mindes, at den stadig står hjemme i reolen.
Jeg bliver nostalgisk, og Mattias’ lange blik drager mig, selvom jeg anser mig som voksen og fornuftig, så kigger min indre teenager frem engang imellem. Alligevel har jeg stået til denne koncert flere gange før. Stemningen er den samme, musikken er den samme. Det eneste, der har ændret sig, er publikums aldersdiversitet, hvilket kun kan skyldes Mattias’ deltagelse i Toppen af Poppen sidste efterår.
En time inde i koncerten starter de en Toppen af Poppen-medley. Her ses det tydeligt, hvem, der er dukket op til koncerten i aften. Mine bange anelser fra før bliver en realitet, og pludselig synger Store Vega med på covers af Sebastian og Oh Land. Jeg sender et vredt tweet afsted, da jeg mener, at al musikalsk integritet er forsvundet. De tre drenge har solgt ud og valgt at lave musik, der sælger, frem for musik af fornuftig kvalitet; og det irriterer mig grænseløst. Jeg vil så gerne blive draget af deres charmerende toner, Mattias’ flotte numse, Piotreks charmerende smil, Oles velformede krop og den legesyge kemi, der stadig er mellem de tre venner, men nej.
Når alt kommer til alt, så har Mattias fået markant mere kontrol over sin stemme de seneste par år. Det er fornuftigt at høre på, ligesom de sikkert har lagt ”Sex, Drugs and Rock’n’Roll” bag sig, for de virker velformulerede og forberedte. De er blevet ældre, men energien er stadig den samme. Sceneshowet er stadig det samme. Musikken har ændret sig, ligesom publikum også har. Essensen af ”Dúné” er stadig til stede, men alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg har mistet min ungdomskæreste, når de spiller deres nye musik.
Koncerten bliver afsluttet med et brag til tonerne af bandets første single ”Dry Lips”. Det er den perfekte afslutning på aftenen. Ole holder en kort, men fin tale, hvor han ender med at fælde en tåre. ”Tak”. De tre unge mænd er mundlamme, og jeg forelsker mig igen.
Konklusionen på aftenen er, at Store Vega er blevet befolket af to slags mennesker. Der er Toppen af Poppen-segmentet, der nyder Dúnés nye single ”Never Be Alone”, som er en blanding af ”Hotline Bling”, Christoffer og Dizzy Mizz Lizzy (hvilket er en horribel blanding). Så er der også de af publikum, der er kommet for at høre de gode gamle sange. Dem, der stadig tror på, at Dúné kan vende tilbage til deres storhedstid fra slut 00’erne.
”VI! ER! DÚNÉ! ” Ja. Det er i. Essensen er der stadig, og nu håber jeg virkelig bare på, at i kan vende tilbage og lave den musik, der gjorde jer populære, til at starte med. Jeg vil så gerne kunne give jer hele mit voksne hjerte, men jeg er splittet. Det er en trist fornemmelse at forlade Store Vega. Jeg så dét Dúné, der har bragt mig gennem mine teenageår, men som også langsomt amputerede sig selv, og blev til et andet band. Af samme grund, burde de måske skifte navn, for man kan ikke lade være med at associere dem med det de engang var. Og det er de bare ikke mere. Efter 15 år som band, har de ændret deres DNA fuldstændig. Halvdelen af mig var lykkelig i går, imens resten begravede sig på et plakatfyldt teenageværelse og græd lydløse tårer under dynen.
Se Martins billeder fra koncerten HER
