Poplish har kigget på sidste års vigtigste R&B-udgivelser.
Hvis du har tændt din radio eller browset Pitchfork inden for de sidste 5 år, har du opdaget, at R&B-genren er inde i en kommerciel og kunstnerisk renæssance. Fra at være udskældt 90’er-fløde og bandlyst af en radio, som i dag kun sender bud efter folk som Usher og Ne-Yo, når de laver EDM, har unge sangere og sangerinder pustet nyt liv i genren med en række udgivelser, der viser ambitioner om mere end fuck-jams og halvvejs rap. Eller i hvert fald giver formularerne et nyt twist.
Af den nye generation af R&B-stjerner er der særligt én håndfuld, som står forrest på scenen og fylder mest på blogsne. Vi har The Weeknd, som mere end nogen anden blev poster-child for det, de døbte alt-R&B, da han udgav House of Baloons i 2010. Miguel er med tre udgivelser gået fra det her album cover til det her, og i dag giver han den som håndhæver af gamle soul og funk-traditioner. Og så har han et vildt dropkick. Ty Dolla Sign er en industry hardhitter, som side om side med DJ Mustard tager æren (eller skylden, alt efter hvem du spørger) for de sidste 3 års fixering af ratchet’n’b’. Desuden har han skrevet Chris Browns bedste sang nogensinde. Jeremih vendte i 2012 hjem fra one-hit-wonder-land med et fremragende mixtape, som bragte 80’erne til Atlanta og hjalp til at gøre Mike Will Made It’s hoser grønne.
Vi kunne nævne flere. Men kan de her udsendte alle et album i 2015. Dem har Poplish.dk valgt at kigge på.
Weeknd – Beauty Behind the Madness
”This ain’t no fucking sing-a-long,” sang The Weeknd i 2012, og ak, hvor har tingene forandret sig for den 25-årige canadier. Efter at han genopfandt r’n’b-arketypen som en afstumpet, kynisk og cokesniffende womanizer på sine mixtapes og bombede stort på debutalbummet, har han startet den store fællessang på Beauty Behind the Madness.
Albummets første sang Real Life snyder os ved at indlede med en grim og industriel drone-lyd, for straks at blive afløst af dykkende strenge og The Weeknd, som synger: ”Tell em’ this boy wasn’t made for loving//Tell em this heart don’t stay to one”. Det er ment som en ALBUM ÅBNER og et grand statement, der er skabt til at blive skrålet på festivaler og i sportsarenaer verden over. Herfra bliver The Weeknd ved med at gribe efter popmusikkens strube med en tracklist, hvorpå det svenske popgeni Max Martin har fire credits.
Du har allerede hørt de bedste sange. ”Can’t Feel My Face” er iskold discofunk, som vil wrecke dansegulvs fra nu af og til uendeligheden, mens ”Earned It” og ”Tell Your Friends” er underspillede og underskønt producerede. Resten er en blandet pose af popballader og nedladende fuck-jams, der bedst egner sig til køreture i vintermørket.
Ty Dolla Sign – Free TC
Jeg ved ikke, om Ty Dolla Sign ser Game of Thrones, men på debutalbummet Free TC lader hans mission til at være at skabe a song of ice and fire. Her møder iskolde og misogyniske tekster en detaljerig og varm produktionside, som bringer minder om Kanye West, når han er mest ornamental. Tag bare Horses in the Stables, hvor Ty Dolla Signs mange kvinder bliver sammenlignet med, nåja, heste i en stald. ”That I can ride, oh anytime.” Det hele foregår til gengæld over krops-skælvende 808’s, en gylden guitarmelodi og motherfucking bølgeskvulp, og før du ved af det, rider du selv sangen hele vejen ned til Malibu Beach.
Ty Dolla Sign er måske den mindst talentfulde sanger af hele feltet, men han kender sine begrænsninger. Ligesom Nate Dogg, med hvem han sammenligner sig selv flere gange, undgår han overdrevne vokalfraseringer og gør sangene jordbundende, selv når de flyder over af smukke og himmelflyvende harmonier som på ”Straight Up” eller Stevie Wonder-gospel som på ”Credit”.
Både ”Credit,” ”Straight Up” og ”Horses in the Stable” er esser, og det samme gælder en håndfuld andre sange. Desværre taber Ty Dolla Sign pusten midtvejs og giver sig hen til en række middelmådige sange, som ikke er dårlige, men blegner i forhold til det, der kommer før.
Jeremih – Late Nights
Jeremih’s fans ventede længe på Late Nights, som er en fortsættelse af 2012’s Late Nights With Jeremih. Før det var han mest kendt som det one-hit wonder, der i 2009 hittede stort med ”Birthday Sex” (du husker den: girl, you know I-i-i-i-i-i-iiii). LNWJ vandt ham til gengæld respekten hos både fans og anmeldere. Med blikket fikseret på musikalsk nydelse udforskede han forskellige måder at opnå den på gennem en tracklist, som både fandt plads til Gucci Mane og A Tribe Called Quest. Hvor LNWJ flød over med ideer, er Late Nights et nedskaleret album, hvis sange tit består af intet andet end lidt firser-synth, klaver-plink og knips. Det føles rigtignok som en tur i en røgfyldt VIP efter klokken 3. Forestiller jeg mig.
Det giver heldigvis Jeremih masser af plads at bevæge sig på. Hans stemme har ligesom The Weeknd en til tider Michael Jackson-esque delikatesse men uden nogen af de tos selvhøjtidelighed, og han kan både tage lungerne fulde af elskovssyg ængstelighed på ”Oui” og skubbe en forsigtig akustisk guitar foran sig på ”Actin’ Up”.
Jeremih er stjernen i sit eget cirkus, og tingene går først galt, når han inviterer de forkerte gæster ind i ringen. ”Planez” og ”Woosah” bliver begge saboteret af transplanterede vers fra tonedøve rappere, men resten er dikkedar-løse pletskud fra én af de mest dygtige og særegne R&B-sangere i dag.
Miguel – Wildheart
På Wildheart er Miguel en uhyre talentfuld teenager, som går på opdagelse i sin fars pladesamling.
En teenager i den forstand, at han åbenlyst dyrker sine idoler ved at samarbejde med Lenny Kravitz og imitere Prince over en bund af 70’er-rock og funk.
Han synger også ligefremme tekster, der minder om poesi skriblet i skoletiden. Tag bare omkvædet til ”The Valley”: ”I wanna FUCK you like we’re filmin in the VALLEEEEEEEY” eller første vers i ”whats normal anyways”: “Too proper for the black kids, too black for the Mexicans // Too square to be a hood nigga, what’s normal anyway?”
Talentfuld på den måde, at han nailer alt det, han prøver på. Referencerammen er 70’ernes psykedeliske rock og 80’ernes funk-R&B, og med undtagelse af lidt studie-magi og et vers af Kurupt viser albummet ingen tegn på at være udkommet efter 1990. Sangene er velproducerede, og lyden er sammenhængende og varieret.
Når alt dette sammenblandes, får vi perler som den storslåede ”Face The Sun”. Over et tempofyldt og hjerteknugende backingbeat løfter Miguel os op over trætoppene og ind i vores elskedes arme. Sangen giver sommerfugle i maven, og sammen med resten af albummet er den forhåbentlig blevet et soundtrack til scoreforsøg på teenageværelser verden over.
