Dagen efter et brag!
Novra, hvor har jeg dog ondt i hele kroppen efter australske Parkway Drive kom på besøg. Mosh pit, circle pit eller bare god gammeldags pogo har ramt mit korpus og det er alt sammen de 5 drenge fra Byron Bays skyld. Men smerten i dag, er uden tvivl det hele værd, for den oplevelse som de leverede, kostede mig mindst et organ eller to mindre, end jeg var villig til at give.
Hvis man aldrig har stiftet bekendtskab med Parkway Drive, som ellers har været i Danmark en del gange, så er det ren og ufortyndet metalcore. Punkelementer blander sig med metalguitaren og forsangerens growl og overdrive på stemmen leder tankerne hen på noget af det fineste trash-metal, der findes. Det mest utrolige ved Parkway Drive er hvor let genkendeligt og samtidigt originalt deres udtryk er. Legende let spiller elementer af klassiske rock-riffs og synth-baggrunde sammen med trommernes dobbeltpedal. Inspirationen er hentet fra alt, der kommer før, men det peger umiskendeligt fremad, og selvom der er tydelig påvirkning fra både Korn, Slipknot og andre metalkoryfæer, er det deres helt egen lyd, som bliver præsenteret. Men hvordan adskiller Parkway Drive sig så fra resten af metalscenen? Jeg mener, at deres særegne sound skabes i spændingsrummet mellem genrerne, som de leger med og hvordan guitarer, der leverer syngende riffs, gennemsyrer al deres musik som temaer og sidst, men ikke mindst, hvor fremragende det bliver kontrasteret af den rå og ufiltrerede vokal fra Winston McCall. Denne umiddelbare evne til at engagere publikum i en meget stadionvenlig lyd gjorde, at denne koncert stod meget højt på min ønskeliste over bands, der gæster Danmark i år. Og den skuffede ikke!
Ire, er det seneste album og det udkom i 2015 og som en del af den europæiske turne var det Danmarks tur til igen at opleve hvordan australsk metal lyder. Der optræder langt mere melodiske numre på det album end de fire tidligere som Parkway Drive har udgivet, men i går var der ingen slinger i valsen. Det har åbenbart været kritiseret kraftigt af den hårde kerne af dedikerede fans, men jeg er af den holdning, at det er deres mest gennemarbejdede album og selvom lyden adskiller sig fra tidligere udgivelser, så holder det vand og særligt live, får visse af numrene lov til at folde sig fuldt ud, så man er i stand til at påskønne de gennemførte kompositioner.
Med en presence, der ikke er til at tage fejl af, blev koncerten indledt ved at McCall stillede sig op på scenekanten og lyttede til publikum, der havde genkendt åbningsnummeret fra Ire, og introduktionen genlyder stadig i mit hovede. “Destroy, destroy, destroy, destroy”, lød det taktfast fra publikum og til sidst brøler frontmanden “Destroyer”, navnet på den forrygende sang, som åbnede ballet. Publikum var i den grad i ryggen på bandet, der leverede varen. Derefter fulgte “Dying to Believe”, som også er fra det nye album og dette nummer stod særdeles skarpt. Distortionen var skruet op til 11 fra start til slut og i en regulær tour de force gennem både det nye materiale og det efterhånden ret fyldige bagkatalog, har jeg svært ved at fjerne det smørede grin, som har fulgt mig, siden jeg forlod Vega i aftes.
Men smilet stivner en lille smule, når jeg prøver at anvende sund fornuft på oplevelsen i går.
Man kan undre sig over, at Parkway Drive ikke har modet til at eksperimentere mere med deres lyd live. Selvom de melodiske elementer er så tonesættende for helhedsindtrykket på Ire, så fremstod koncerten som en tilbagevenden til lyden fra de tidligere skiver, Horizons og Deep Blue. Jeg forventer ikke, at man efterlader den gamle musik, men jeg mener, at den burde revurderes for at man med bagklogskabens klare lys kan skille skidt fra kanel. Her tænker jeg på “Idols and Anchors” som er et glimrende nummer på Horizons, men det blandede sig ikke pænt ind i selve koncerten og fremstod som et pausenummer, mens publikum skulle have lov til at trække vejret. Dér burde man have kigget nærmere på hvilket helhedsindtryk man vil give og dette nummer levede ikke op til den ellers fænomenale koncert. Man kan også kritisere, at der kun figurerer femten (korte) numre på listen af sange og sættet fremstod som ekstremt kort. Jeg kan uden at tøve, sige at man kunne have skåret et af opvarmningsbandsne fra og så kunne vi have nydt en lidt længere koncert med hovednavnet. Men med undtagelse af disse to små stykker kritik var det en ekstremt vellykket koncert og med et særdeles oplagt publikum, var det svært ikke at blive revet med på bølgen af surfermetal som Parkway Drive leverede.
Det stærkeste indtryk blev givet med det nye materiale og den udvikling som bandet er i gang med, bør være medvirkende til at slå dem fast på stjernehimlen over store navne på rock- og metalscenen. Singlerne “Vice Grip” og “Crushed” løftede koncerten op på et meget højt niveau og det var ikke guds næve der smadrede os, men derimod det euforiske publikum. Tævene er dog til at bære og de må siges at være velfortjente, efter at have danset fandango med de andre metalhoveder i Vega.
Se hele galleriet fra koncerten HER
