Hun er kendt fra sekstetten Alphabeat, men kan sagtens selv. Det må være konklusionen på Stine Bramsens foreløbige solokarriere. I aftes lagde hun så vejen forbi Lille Vega i København, hvor hun med en imponerende variation af soulede og stemningsfulde sange fra hendes kommende album, atter demonstrerede, at ligemeget, hvad hun rører ved, bliver det til guld.
Uanset hvem overtegnede umiddelbart før koncertens start spurgte af aftenens koncertgængere, var svaret tøvende og noget nær mumlende. »Jeg, øhh, ved det faktisk ikke helt.« Spørgsmålet var ellers ligetil, men ak, jeg indrømmer, jeg vidste – trods kvalificerede gisninger – jo ikke en pind mere selv. For det store, åbne spørgsmål var, hvad man som publikum kunne og skulle indstille sig på at kunne forvente af koncerten?
Ganske vist har Stine Bramsen et imponerende bagkatalog med det succesfulde elektroband Alphabeat, og singlerne fra hendes kommende soloalbum “Prototypical”, “Move Forward” og “The Day You Leave Me” har efterhånden været spillet en hel del i radioen, siden de udkom i henholdsvis januar, juni og november. Men singlerne alene gør ikke et helt album, vil en kritiker med ophøjet ro slå fast.
Og nej, så sandt, så sandt. Men hvor blev den mindste smule skepsis dog lynhurtigt gjort til skamme denne torsdag aften. For den nybagte og tydeligt stolte mor til kun otte uger Alfred, lagde efter få sekunder på scenen – uden den mindste sniksnak i øvrigt – sammen med to korpiger, en trommeslager, en perkussionist, en pianist og en bassist ud med to hæsblæsende og medrivende uptempo numre.
Så var stemningen ligesom lagt.
Den til bristepunktet fyldte Stauning-sal var nær eksploderet af spontan glædesrus, da “Move Forward” allerede som nummer to på sætlisten blev smækket på efterfulgt af Stine Bramsens kække, men velment pirrende »Hvad så publikum? Er I klaaar?«.
Paradoksalt nok var glædesrusen alligevel ikke større end, at de godt 500 københavnerne lige akkurat fik hevet hænderne op af lommen og trommede taktfast med. Stemningen blandt publikum var generelt god, problemet var bare, at der var for meget fokus på at lytte, hvilket kom til udtryk i et meget stillestående publikum.
Publikum, jeg inklusiv, havde ellers rigeligt at være taknemmelige for på denne amerikanske taksigelsesdag. Stine Bramsen var nemlig i strålende humør, og delte gavmildt ud af sig selv: »Vega! Hvor er det dejligt at se jer. Jeg har glædet mig så latterlig meget!«
Og Bramsen fortsatte ydmygt:
»Åh, nu håber jeg, I er kommet med et rimeligt åbent sind og hjerter, for jeg skal jo præsentere en masse sange for Jer, som I ikke har hørt før. Så på den måde bliver det en lidt speciel koncert. Men forhåbentligt går I herfra og har nogen af sangene siddende fast et eller andet sted i baghovedet. Eller i numsen. Hvem ved?«
Herefter gav den snart 28-årige sangerinde, der her til aften struttede af liv, glæde og overskud, utallige prøver på sit enorme flair og sangtalent, gennemført smukke klang, nær perfekte samspil med livebandet og formidable skrivekundskaber. Særligt en sang stod ud. En, som Bramsen selv havde skrevet, og som hun ikke var tilbageholdende med at indvie publikum i:
»Jeg har ikke altid været lige heldig med de drenge, jeg er stødt på i mit liv. Engang blev jeg meget forelsket i en fyr, indtil en veninde ringede mig op og sagde, at han altså også havde en anden kæreste. Og det var jo selvfølgelig ikke så fedt. Så ham har jeg altså lige lyst til at sende en lille fuckfinger!«
Så er den besked ligesom givet videre: En unavngiven herre må sidde med meget røde ører derude. Med fare for at citere forkert, kommer her et forsigt bud at teksten, som jeg hørte det vælte ud af højtaleren: You Got Me Wrong / You Dirty Cheat / I’m Better On My Own.
Hvor om alting er, kom aftenens ubetinget største klapsalver, da forsanger fra Carpark North, Lau Højen, pludselig valsede op på scenen for at synge en intim og væsentlig blødere version af det århusianske bands nummer “32”, som Stine Bramsen har sunget med på.
Først Lau Højen:
It wouldn’t stop raining as we sat in the cold / 32 daughters and sons / Everyone just waiting at the spot as we were told
Cause we were the abandoned ones
Så Stine Bramsen:
How many times do I have to say / There is a light ahead / Soon there’ll be nobody left out there to save
Og så en gåsehudsgivende samstemmig duet, der fik publikum til febrilsk at spjætte på stedet af lutter beundring:
We give up to get by / Our dreams, our voices / Give up without cries / Or scream under water
Udover det kæmpe klimaks en halv time ind i koncerten, fik kvinderne, ikke kun i salen, men i hele verden dernæst dedikeret et nummer til sig af aftenens hovedperson. »Et nummer, der særligt hylder kvinden«, som Stine Bramsen så mundret formulerede det. Budskabet var ganske enkelt: Kvinder skal ikke alle være to meter høje og have en flad mave.
»Nej, fuck de der idealer. Det gælder om at forstå sin krop og klæde sig ordentligt, så man føler sig hammerlækker. Det er det vigtigste,« udbrød Stine Bramsen bidskt.
Og således livede alle kvinderne i salen med ét op til kollektivt girlpower. Hofterne vuggede fra side til side, hænderne blev klappet i takt til det hypnotiserende og nærmest sambaprægede beats, inden den skrøbelige ballade “The Day You Leave Me” og den soul/gospel-begejstrede “Prototypical” igen gav det trængte publikum pusten tilbage.
Og inden en usædvanlig fed og alsidig koncert med 16 numre i alt bliver lukket ned herfra, skal jeg skynde mig at sende et skud ud til Stine Bramsens support, den purunge, men særdeles talentfulde Mads Koefoed for sine fire sange til at varme festen op på. En helt afgjort værdig opvarmer, der som sing- and songwriter med urban vibe og ufortyndet charme går en – til trods for årstiden – lys fremtid i møde.
Se galleriet fra koncerten HER
