Antallet af festivalgængere steg langsomt med temperaturen under det lille P3-telt på Smukfest, da den danske electro pop/soul trio aflagde lydprøve kort før koncerten sammen med deres faste trommeslager og pianist. De tre unge musikalske talenter, forsangeren Louis, bassisten Nicolai og keyguitaristen Oliver, udstrålede en vis professionalitet trods deres tydelige unge alder. Publikummet bestod af en blandet forsamling, men det var dog tydeligt, at trioen appellerer til unge piger i slutningen af teenageårene, der gladeligt kommer før tid for at se de tre fyre på tæt hold.
Da trioen atter trådte ind på scenen var det med en vis nervøsitet, men samtidig glæde over fremmødet. De tog sig 5 minutter til at nyde bifaldene og tilråbene, før de lagde skarpt ud med deres lækre toner, der er karakteriseret af elementer fra både r’n’b og jazz.
Julias Moon forstår at bygge en stemning op og lagde hurtigt ud med det hit, de blev kendt på, nemlig “Bay”, hvilket bestemt fangede det engagerede publikum fra starten. De kørte selvsikkert på og præsenterede den ene sang efter den anden uden pauser, udover når forsanger Louis kort sagde nogle ord om deres gensidige glæde for den positive respons. Da han præsenterede sidste nummer var der frustration hos publikum – de ville have mere. Men dette blev hurtigt vendt til glæde på grund af den velkendte intro fra den sang, alle havde ventet på. Storhittet “Lipstick Lies” tonede ud over P3-teltet stærkt akkompagneret af de ivrige festivalgængere og sluttede koncerten af med manér.
Samlet set vil jeg sige, at det er et ungt band med masser af fremtid i. Deres tydelige 90’er pop tendenser kan få det lidt ældre publikum med på mærkerne og de rammer derfor en bred målgruppe. Gruppen er tydeligt inspireret af store popkunstnere såsom Michael Jackson, hvilket bliver understreget gennem forsangerens karakteristiske stemme med den velkendte falset.
Fra start til slut viste gruppen engagement, professionalitet og taknemmelighed overfor det flotte fremmøde. Det var ikke en nødvendighed at kende meget til gruppen i forvejen, da de var gode til at underholde og holde stemningen oppe. Da det stadig er et ungt band, var mine forventninger til dem ikke høje, men jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket, og står tilbage med en lyst til at se dem en anden gang og følge deres fremgang.
Jeg vil dog kun give dem 3,5 stjerner, da der stadig er plads til forbedring. Repetoiret var lidt for ens, hvilket bestod meget af optempo sange. Derfor kunne en større variation i tempoet godt ønskes og flere mere stille ballader ville klæde trioen godt.
Derudover kunne der godt have været nogle instrumentale soloer. Jeg synes at det var ærgerligt, at de forskellige bandmedlemmer ikke fik lov til at udfolde deres kunnen til fulde. Det var tydeligt, at drengene er dygtige musikere og ved, hvordan man skaber et hit, men jeg savner at stå tilbage med en wow-følelse. Men som sagt er de stadig unge, og jeg kan se stort potentiale i dem, så alt i alt en rigtig god koncert.
Se hele galleriet HER