Før Gilli indtog rampelyset, vibrerede Vega allerede af forventning.
Publikums rituelle kald, ”Kiko, Kiko, Kiko,” var nærmest et mantra, der fyldte lokalet som en kollektiv...
Alvoren dominerer på den danske musikscene. Og det er en skam, for latter er ofte den største forløsning, ligesom humor får kradse sandheder til at glide nemmere ned.
Som en efterhånden fast tradition blev dette års Grøn Koncert igen skudt i gang i Kolding. Med velsignelse fra vejrguderne, solskoldede skuldre, tøndevis af fadøl og (for det meste) dygtige danske kunstnere, var der lagt op til en lækker dag for de koldingensiske koncertgængere.
Han taler gadens sprog og rapper om det hårde liv. De unge mennesker holder teenage-abefest til hans beats og lyrik. Gilli kom, så og sejrede - det krævede blot, at han dukkede op.
Med hans lyse stemme synger han henover et lækkert beat af Sylvester, om at leve drømmen og hele tiden sætte sig nye og større mål, for herefter at jagte dem på ny.
Torsdag aften var der udsolgt metalbrag i Pumpehuset, hvor fire bands fra tre kontinenter leverede smæk for skillingen. Paledusk, Thornhill, Silent Planet stod alle på plakaten under hovednavnet Polaris, og normalt ville vi blot bringe en anmeldelse af sidstnævnte, men denne gang har vi valgt en anden retning.
De amerikanske ikoner sang onsdag aften deres svanesang i Lille Vega. Bandet som definerede en genre før de gik i opløsning i 2002, beviste på overbevisende vis hvorfor de fortjener deres plads blandt de bedste bands i musikhistorien. Denne anmeldelse er til dem som ikke kunne opleve koncerten selv, da alle som var til stede, allerede ved præcis hvor fabelagtig en aften det var.
