Stevie Wonder havde svært ved at leve op til sit eget bagkatalog

Der var ikke mange TikTok-videoer og unge ansigter i Royal Arena søndag aften. Til gengæld var der 12.000 modne fans, som havde fundet vej til en af musikhistoriens helt store stjerner. Og selv om koncerten blev annonceret blot 40 dage i forvejen, var der rigeligt med mennesker, der ville opleve den 76-årige amerikaner.

Anledningen var 50-årsjubilæet for “Songs in the Key of Life”, Wonders monumentale album fra 1976. Året efter vandt det Grammy-prisen for årets album, og siden har det solgt mere end 10 millioner eksemplarer. Wonder har selv vundet prisen for årets album tre gange – en bedrift, som kun Paul Simon og Frank Sinatra også har opnået. I dag er de alle overgået af Taylor Swift, der har vundet prisen fire gange.

Wonder behøvede altså ikke et års tilløb for at samle sit publikum. Til sammenligning blev Nickelbacks koncert i Royal Arena i juli 2027 annonceret hele 281 dage i forvejen. Det siger noget om Wonders position, at han med relativt kort varsel kan samle et så stort publikum omkring et album, der udkom for et halvt århundrede siden.

Det kræver sit orkester at fremføre “Songs in the Key of Life”. Med omkring 30 musikere på scenen, inklusive strygere, blæsere, korsangere og tre trommesæt, var der tale om en produktion af betydelige dimensioner. Men størrelsen var ikke altid en fordel.

Stevie Wonder, Royal Arena 181026
Foto: Morten Rygaard

Musikken klarede festarbejdet

Åbningen med “Love’s in Need of Love Today” virkede en anelse famlende, og “Village Ghetto Land” ramte skævt, mens Wonders vokal vaklede. Først med “Contusion” kom der for alvor bid i musikken. “Sir Duke” og “I Wish” fik publikum op af stolene, og pludselig var Royal Arena forvandlet til en folkefest. Det var næsten, som om der dalede konfetti ned over publikum, selv om der ikke gjorde. Musikken klarede selv festarbejdet.

Ikke alle var dog på benene. En ældre dame blev siddende med et stort smil og passede sig selv, mens musikken spillede. Hun havde tilsyneladende ikke brug for at danse for at nyde aftenen.

Koncerten fortsatte i bølger. “Pastime Paradise” viste, hvorfor sangen er blevet stående som en klassiker, mens “Summer Soft” var en fornøjelse. Andre numre trak ud, og “Black Man” føltes næsten endeløs. Det er bagsiden af jubilæumskonceptet: Når hele albummet skal fremføres, er der ikke meget plads til at prioritere efter, hvad der fungerer bedst live.

Stevie Wonder, Royal Arena 181026
Foto: Morten Rygaard

Endelig slap han tøjlerne

Efter pausen kom Wonder tilbage i et glitrende grønt jakkesæt. Med “Isn’t She Lovely” fandt han en lethed, der havde manglet tidligere, mens “If It’s Magic” viste hans vokal fra sin mest overbevisende side. Og med “As” kom publikum igen på benene. Her var der ingen tvivl om, at Wonder stadig kan få et stort orkester til at svinge.

Til sidst satte “Superstition” gang i arenaen med sin tunge groove og sit velkendte riff. Her slap Wonder for alvor tøjlerne, og musikken fik den rå energi, som havde manglet i dele af koncerten.

Publikum var med, bandet spillede med kraft, og den 76-årige Wonder viste, at han stadig kan tænde et rum med en enkelt sang. Efter næsten tre timer var det en forløsende afslutning på en koncert, der alt for ofte havde været ujævn.

Stevie Wonder har skrevet musik, der kan overleve næsten alt. Søndag aften var det bare ikke alle sangene, der overlevede mødet med Royal Arena.

Stevie Wonder, Royal Arena 181026
Foto: Morten Rygaard

Se også

Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her