00’er-gruppen Pussycat Dolls var sin tids Spice Girls med female empowerment-hits, men bag det kapitalist-feministiske ydre gemmer sig en grum hemmelighed. Onsdag aften spillede de i et halvfyldt Royal Arena i første forsøg på en Reunion-tour.
Det sker meget for tiden. Skaberne bag et par hits, du hørte som ung, spiller pludselig live igen og vil gerne have dine penge, så de kan få en federe pension. Som et millennial-barn er det sjovt at se mine forældres generation slås om pladserne til Stevie Wonder og grine over, hvordan de higer efter at feste til lyden af deres ungdom med den 80-årige skaber på scenen med forventningen om, at nu er det sidste gang, det sker. Og samtidig samme aften stå sammen med the girls, gays og theys i alderen 25-40, som også genså musikvideoen til Buttons 6000 gange på teenageværelset, i Royal Arena og se den legendariske rapper Lil’ Kim være opvarmer og tilsværte sin ellers flotte karriere med en så pinlig performance, at det får Nicki Minaj til at se professionel ud.
Pussycat Dolls havde onsdag aften deres første koncert på en Reunion Tour, der allerede var død, inden den gik i gang. I foråret skulle de have spillet et hav af koncerter i Nordamerika, men grundet manglende billetsalg blev hele den del af touren aflyst. Derfor blev København første by, der fik lov til at opleve Nicole, Ashley og Kimberly live for første gang sammen siden 2009. Et flot show, flot sceneshow, dygtige dansere, men samtidig et show, der føltes som et afsnit af Black Mirror. Der er noget helt skævt og dystopisk her, men vi anerkender det ikke.
PCD var oprindeligt seks medlemmer, men i dag er de kun tre. Og uden at fornærme nogen, så har Nicole valgt de to mindst skræmmende pussys at have med sig. For lad os være ærlige, hvis Nicole Scherzinger havde kunne turnere alene og sælge billetter på den måde, så havde hun gjort dét. Hvis hun havde kunne kickstarte sin solokarriere uden at skulle have de fem andre med på slæb dengang for tyve år siden, så havde hun gjort det. For i alt tre medlemmer af gruppen var fordelingen af tale- og syngetid nok 90/5/5. Man kan aldrig fordele sol og vind lige, men det ville klæde trioen at gøre det mindre åbenlyst, hvem der skal være fokus.
Derfor var det så håbløst og akavet, at Ashley og Kimberly hver især fik sig et par minutters alenetid til at fremvise deres, svingende, sang- og dansetalenter frem for de fremmødte. Nicole Scherzinger selv? Hun brugte det dobbelte på først at synge den store solo fra sin store, nylige Broadway-rolle, hvilket slet ikke passede ind, og derefter spille de “største hits” fra hendes fejlslagne forsøg på en solokarriere i start-10’erne. Det ville være komisk, hvis det ikke var patetisk.
Hvis man skal se på de positive sider, så var det en god koncert med okay vokaler fra tid til anden, alle hits blev spillet og gjort ære, og alle var godt underholdt undervejs, virkede det til på stemningen i salen. Jeg håber for Ashley og Kimberly, at de en dag kan få ægte lov til at vise deres talenter frem for verden, og at Nicole en dag kan sælge nok billetter til, at andre artister ikke behøves at blive slæbt med som gidsler.
