Emmylou Harris løftede begge arme, da hun kom ind på scenen, og kiggede ud over publikum. Det var en smuk start på en koncert, der skulle vise sig at blive lige så meget en prøve i standhaftighed som i musik.
For regnen kom.
Først dryppede det. Så begyndte den for alvor at falde, og langsomt forsvandt publikum fra pladsen. Folk søgte mod teltene, paraplyerne og de tørre steder. Emmylou Harris blev stående.
Den 79-årige amerikaner lod sig ikke slå ud. Hun fortsatte med en ro, der næsten virkede trodsig, mens regnen trommede mod Tønder Festival.
Og måske var det meget passende. For koncerten havde en særlig afskedsstemning over sig. Harris er nået til et sted i karrieren, hvor man ikke længere tager for givet, at der kommer endnu en turné eller endnu en festival. Det kunne meget vel være en af de sidste gange, vi så hende på en scene. Men hvis det var en afsked, var det ikke en sørgelig en.
Det var en fejring.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Glemte den første linje
Stemmen er naturligvis ikke, hvad den engang var. På “Here I Am” var den silkeblød, men også skrøbelig, og under “Orphan Girl” virkede den flere steder svag. “Two More Bottles of Wine” gav mere tempo, men også her kunne man høre, at stemmen har mistet noget af sin kraft.
Til gengæld kom der mere volumen på “Red Dirt Girl”, og Harris viste, at hun stadig kan få en sang til at løfte sig, når hun rammer rigtigt.
Der var enkelte lydproblemer under “Love and Happiness”, og på “I Remember” glemte hun ligefrem den første linje. Det blev ikke gjort til noget større. Hun fortsatte bare.
Det var egentlig meget sigende for hele koncerten.
Under “Pancho & Lefty” fortalte hun selvsikkert, at Willie Nelson også havde sunget sangen, før hun med et lille skævt smil tilføjede, at hun sang den først. På “Get Up John” blev hun mere livlig og forsvandt næsten ind i sit eget guitarspil, mens “Help Him, Jesus” viste den legende side af hende.
Mod slutningen kom “When We’re Gone, Long Gone”, “Long May You Run” og ekstranummeret “Return of the Grievous Angel”.
Imens blev publikum ved med at forsvinde.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Hun stod fast
Det gjorde Harris ikke.
Hun stod der stadig, mens regnen og tordenen fortsatte omkring hende. Og måske var det netop sådan, en mulig afsked med Emmylou Harris skulle være. Ikke storladen eller sentimental, men enkel, værdig og med musikken i centrum.
For selv om stemmen ikke længere har den samme kraft, har hun stadig noget, der er langt sværere at miste: erfaringen, roen og evnen til at få en sang til at føles som noget, man har kendt hele sit liv.
Tønder Festival blev vådere og vådere.
Emmylou Harris stod fast.
Og hvis det var en afsked, var det samtidig en fejring af en karriere, der har givet os mere end nok grunde til at sige tak.
Vil du se flere billeder fra koncerten, så kan du klikke her!
