Sam Kelly & The Lost Boys var tilbage på Tønder Festival efter otte års fravær. Det føltes lidt som en familie, der endelig skal ses igen efter mange år, men som har glemt at aftale, hvad de egentlig skal lave, når de mødes.
Glæden var der. Det samme var de musikalske evner. Men retningen manglede.
“Little Sadie” lagde ud med et mudret lydbillede, og “Tinker’s Poteen” fortsatte den lidt sløve start. Men når de først ramte den samme banjofrekvens, var det umuligt at stå stille. Problemet var bare, at de brugte for lang tid på at finde den.
“Angeline the Baker” blev et mislykket forsøg på fællessang, og bandet virkede en smule uoplagte. Lyset gjorde heller ikke meget for at løfte stemningen. Det meste af tiden var scenen badet i rødt eller blåt, og det fattige lysshow smittede næsten af på musikken, som aldrig rigtig kom ud under teltdugen.
“Gallows Pole” blev vendepunktet. Her ramte Sam Kelly og bandet endelig det tempo, de havde for otte år siden. Led Zeppelin-klassikeren blev tilsat store mængder banjo, og pludselig gav koncerten mening. Men så gik familien igen i gang med at diskutere, hvad de egentlig skulle lave.

Nænsomt og næsten skrøbeligt
“The Jolly Waggoners” føltes som spild af tid. Sam Kelly & The Lost Boys brugte ganske enkelt for lang tid på gammel engelsk og irsk folkemusik. De har trods alt udgivet to albums i de otte år, de har været væk fra Tønder, så det burde være deres egen musik, vi havde fået mere af.
“Bluebird” var derfor forfriskende, for fik bandet lov til at folde sig ud på egne præmisser, mens “The Shining Ship” var en mørk og nærmest dystopisk musikalsk installation, der skilte sig markant ud.
Dire Straits “Sultans of Swing” blev fremført nænsomt og næsten skrøbeligt. Det var smukt, hvorimod “Greenland Whale”, som normalt kan få teltet til at gå amok (ligesom i 2018), fik knap nok pulsen op.
“I don’t think you heard enough banjo yet,” sagde han.
Han havde ret. Der var bare blevet spillet alt for lidt af den, alt for sent.
Familien havde glædet sig til at se hinanden. Næste gang kunne de måske lige aftale, hvad de skal lave først.
Vil du se flere billeder, så kan du klikke her!


