Pet Shop Boys har eksisteret siden 1981. Neil Tennant er 72 år, Chris Lowe er 66 og sammen har de solgt millioner af plader, fyldt arenaer og været med til at definere synthpoppen.
Lørdag aften stod de så på Esbjerg Havn.
Det var næsten som at have bestilt en Rolls-Royce til en grusvej.
Der var omkring 2.500 mennesker foran hovedscenen. Flere end til Kelis aftenen før, ganske vist, men stadig langt færre end ved resten af lørdagens koncerter og det kunne man godt mærke.
Pet Shop Boys anstrengte sig nemlig slet ikke for at gøre Esbjerg til noget særligt, men det blev det nærmest helt automatisk. For hvad fanden lavede Pet Shop Boys egentlig på Esbjerg Havn?
Det er et sted med fulde vestjyder, Puch Maxi’er, musikquiz, sorte tømrerpenge og mennesker, der arbejder offshore. Og så stod Neil Tennant og Chris Lowe pludselig der med 45 års synthpop i bagagen.
Det var mærkeligt. Men det var også ret fedt.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Den absurde ramme
For hvis man fjernede Esbjerg, havnen og hele den absurde ramme, var der faktisk ikke meget at sætte en finger på ved Pet Shop Boys. De kom på scenen iført deres ikoniske masker, og “Suburbia” satte gang i det sidste stop på sommerturnéen. Det føltes stort, selv om publikum var relativt lille, og da Neil Tennant tog masken af under “Opportunities” og sang så overbevisende, som han gjorde, blev det hurtigt tydeligt, at alderen ikke havde taget noget væsentligt fra stemmen.
Han er 72 år.
Han sang bare godt.
Da han råbte “Esbjerg” med en imponerende præcis udtale, var det måske koncertens mest direkte forsøg på at møde byen. Men det behøvede han egentlig ikke. Pet Shop Boys gjorde Esbjerg mærkelig bare ved at være der.
Og så var der musikken.
Lyden havde enkelte problemer. Under “Can You Forgive Her” blev den kastet frem og tilbage, og da “I Don’t Know What You Want but I Can’t Give It Any More” satte ind, blev det decideret voldsomt. Det elektroniske tryk var stort, men havnen havde svært ved at holde på det, og lyden fløj rundt mellem publikum.
Det var synd, for visuelt var koncerten imponerende. En skærm blev løftet og afslørede endnu en scene bagved, og pludselig havde Pet Shop Boys en hel legeplads at udfolde sig på. “The Pop Kids” var visuelt flot, “Paninaro” blev fremført med stor sikkerhed, og “Heart” viste, hvor elegant duoen stadig kan få det elektroniske til at lyde.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Et mærkeligt syn
Så kom “Go West”.
Man kunne næsten tro, at det var den eneste sang, Suset havde booket Pet Shop Boys for. Pludselig gav alt mening. Folk sang med, armene kom op, og et par tusinde vestjyder stod pludselig og sang med på en af synthpopens største fællessange.
Det var et mærkeligt syn. Og et ret fantastisk et.
“It’s a Sin” fulgte efter med en fræk intro, mens “West End Girls” senere kom med en tung bas, der ramte brystet. Imellem de store øjeblikke var der enkelte passager, der blev mere anonyme. “So Hard” gjorde ikke det store, og “Being Boring” ramte heller ikke helt.
Men det var småting i en koncert, der overordnet var både velspillet, visuelt stærk og fyldt med sange, der har overlevet langt mere end de fleste pophits. Der var sågar en kunstpause, der blev så lang, at Garagen nåede at begynde at spille musik. Nok mest fordi de troede de var færdige. Det var der også mange blandt publikum der troede, for de havde snuden mod udgangen.
Det var svært ikke at grine.
Anmeldelsen fortsætter efter billedet
Men måske var det også meget Pet Shop Boys. Neil Tennant stod med sin karakteristiske britiske kølighed, mens Chris Lowe passede sit arbejde bag keyboardet. De behøvede ikke gøre sig til, for sangene gjorde arbejdet for dem.
Pet Shop Boys spillede Dreamworld – The Greatest Hits Live i Royal Arena i 2023, og koncerten blev senere udgivet som livealbum. Tre år senere stod det samme turnéshow i Esbjerg, på det sidste stop på sommerens turné.
Det burde ikke give mening. Det gjorde det heller ikke helt.
Men hvis man isolerer koncerten, var den rigtig, rigtig god.
Det var bare fandme underligt, at den foregik på Esbjerg Havn. Og måske var det netop derfor, den var så svær at glemme.
