Tillykke med de fem år, Syd For Solen. Og tillykke med en 2026-festival, der for første gang føltes som en festival, der har fundet ud af, hvad den gerne vil være.
Det har taget sin tid.
Jeg har været kritisk over for Syd For Solen næsten fra begyndelsen. Først da festivalen holdt til i Søndermarkens pæne, men lidt for ordentlige omgivelser, og siden da den rykkede til Valbyparken. Sidste år skrev jeg, at festivalen stadig manglede sjæl, identitet og magi, og at pladsen var så blottet for personlighed, at den mest af alt mindede om Grøn Koncert på steroider.
Det gør den stadig lidt.
Men noget andet har ændret sig.
Tætpakket festivalmarked
Syd For Solen har endelig fundet sin plads i det efterhånden tætpakkede danske festivalmarked. Hvor festivalen tidligere kunne føles som en lidt mærkelig størrelse, der forsøgte at finde ud af, om den skulle være storbyfestival, sommerfest eller miniudgave af noget, vi allerede havde, virker den nu mere sikker på sig selv.
Måske er det her, man skal hente det publikum, der ellers ville være taget til NorthSide.
For årets program havde en ret god blanding af det åbenlyse og det uventede. Lorde, The xx, Turnstile, Sombr og Medina er navne, der kan trække folk ind på pladsen, men Paris Paloma og Anna von Hausswolff viste samtidig, at festivalen tør tage nogle chancer. Det er vigtigt. En festival bliver hurtigt kedelig, hvis alle bookinger skal kunne forklares på forhånd.
Det samme gælder koncertlængderne.
De fleste koncerter varede omkring en time, og det var en fornøjelse. Der er noget befriende over en festival, hvor et band ikke nødvendigvis skal bevise sin værdi ved at spille i halvanden time. En time er ofte rigeligt. Man når at forstå et band, blive begejstret og gå videre, før koncerten begynder at gentage sig selv.
Kun hovednavnene fik den ekstra tid. Det giver mening.
Hvorfor stopper kærligheden der?
Syd For Solen har til gengæld stadig et ret besynderligt forhold til programlægningen. Dijon skal ikke nødvendigvis spille klokken 20.15. Hans musik er for langsom, indadvendt og krævende til det tidspunkt, hvor festivalen har brug for, at pladsen begynder at samle sig om aftenens store koncerter. Det samme gælder Blood Orange klokken 18.50.
Det er ikke dårlige bookinger. Tværtimod. Det er dårlige tidspunkter.
Og så er der Valbyparken.
Jeg vil virkelig gerne rose det nye område, for det er tiltrængt. Det giver festivalen et sted, hvor man rent faktisk får lyst til at blive hængende mellem koncerterne, og det er en af de ting, Syd For Solen har manglet.
Men hvorfor stopper kærligheden dér?
Den gamle del af pladsen er stadig mærkeligt anonym. Hvor er lyset i træerne? Hvor er de hyggelige kroge? Hvor er de store områder med bord-bænkesæt, hvor man kan sætte sig med en øl og kigge på mennesker mellem koncerterne? Det behøver ikke være svært.
Men jeg ser alligevel gennem fingre med det. For når musikken er så god som den var i år, er der ganske enkelt ikke særlig meget tid til at sætte sig ned.
Musikalsk mæt
Jeg har selv været med alle fem år. Fra Liam Gallagher og Aphex Twin over Jungle, Bon Iver og Fred again.. til årets blanding af store popnavne, elektroniske og mere skæve bookinger har jeg efterhånden set en stor del af det, Syd For Solen har forsøgt at være.
Men i år var første gang, jeg forlod Valbyparken musikalsk mæt.
Ikke fordi alle koncerter var fantastiske. Det var de bestemt ikke. Men fordi programmet samlet set føltes som mere end en række navne på en plakat. Der var noget at opdage, noget at blive overrasket over og noget, der faktisk gjorde, at jeg havde lyst til at blive på pladsen fra koncert til koncert.
Efter fem år har Syd For Solen endelig fundet sin identitet. Festivalen ved nu, hvad den vil, tør tænke stort og har samtidig modet til at være lidt skæv – og det klæder den.
Nu mangler Valbyparken bare at følge med. For mens programmet efterhånden har fået sin egen personlighed, føles festivalpladsen stadig som et sted, man har placeret festivalen, snarere end et sted, man har skabt den omkring.
Det er egentlig et ret godt problem at have. For første gang er det ikke programmet, jeg går hjem fra Syd For Solen og tænker på, hvad der mangler. Det er rammerne. Musikken har fundet sin plads. For første gang har jeg ikke lyst til at spørge, hvad Syd For Solen egentlig prøver at være.
Nu ved jeg det En festival med store ambitioner, gode koncerter og plads til de lidt mærkelige valg.
Og tak for det.
