The xx sluttede, hvor det hele begyndte på Syd For Solen

The xx havde gjort sig umage.

Scenen var formet som et stort X, og skærmen hele vejen rundt om scenen blev brugt til at vise Romy Madley Croft og Oliver Sim i fuld figur. Det var enkelt, men effektivt. Man så ikke bare ansigterne på de to frontfigurer, man så dem som en del af hele scenen.

Det passede nemlig godt til et band, der aldrig har haft behov for at råbe højt for at blive hørt.

“Crystalised” åbnede koncerten, og selv om den aldrig helt ramte, viste den ret hurtigt, hvad The xx stadig er gode til. Der er en særlig lethed i musikken. Den er sparsom uden at være tom, og Romys vokal ligger så forsigtigt over musikken, at hun nogle gange nærmest hviskede ind i mikrofonen.

Det gjorde også koncerten sårbar.

Anmeldelsen fortsætter efter billedet

The xx, Syd For Solen, 150826
Foto: Rikke Søgaard

Snakkeklubberne overtog

Der blev snakket. Rigtig meget. På de stille passager kunne man høre samtaler fra flere steder på pladsen, og det var svært ikke at blive irriteret. Syd For Solen brander sig med at det er musik til københavn, men det er nærmere musik til snakkeklubberne.

Heldigvis, når The xx fik lov til at bygge musikken op, forsvandt snakken også.

“Nighttime” blev et af de første steder, hvor det for alvor skete. Overgangen til “Sunset” var drønlækker, og langsomt begyndte koncerten at skifte karakter. Det var især Jamie xx, der fik den til at gøre det.

Da “Fiction” blev mørk, og de elektroniske elementer begyndte at fylde mere, blev de pludselig et langt mere fysisk band. “Enjoy Your Life” udviklede sig til en natklubshymne med hænder i vejret, mens “GMT” var mørk, pulserende og fandens fræk.

Oliver Sim stod blandt publikum på forreste række, mens musikken omkring ham blev ved med at vokse. I et øjeblik var Syd For Solen forvandlet til en natklub.

Og det var koncertens store kvalitet: The xx kunne skifte mellem det næsten skrøbelige og det helt elektroniske uden at miste deres identitet.

Anmeldelsen fortsætter efter billedet

The xx, Syd For Solen, 150826
Foto: Rikke Søgaard

Hvor det hele begyndte

“Infinity” var voldsom, “VCR” var rolig, “Loud Places” voksede langsomt til et fælles øjeblik og “On Hold” viste igen, hvor godt bandet er til at bygge en sang op, uden at den føles overproduceret.

Produktionen fulgte med. Under “Shelter” blev X’et over scenen hejst ned og lyste over bandet. Det var enkelt, men det gav koncerten et visuelt særpræg.

Det var deres sidste show på sommerens tour, og The xx sluttede, hvor det hele begyndte: med “Intro” fra debutalbummet xx fra 2009.

Det var en aften, hvor de stille passager krævede lidt tålmodighed, men hvor belønningen kom, når musikken begyndte at bevæge sig.

The xx sluttede, hvor det hele begyndte på Syd For Solen. Og det var et ganske godt sted at slutte.

Vil du se flere fra koncerten, så kan du klikke her!

The xx, Syd For Solen, 150826
Foto: Rikke Søgaard

Se også

Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her