Anna von Hausswolff havde en stemme på Syd For Solen, der gjorde det svært at koncentrere sig om ret meget andet

På Syd For Solen var den ganske enkelt magisk. Den fyldte langt mere end bare det sted, hun stod. Den var lys, mørk, enorm og på samme tid utrolig præcis. Det lød ‘larger than life’, uden at det nogensinde blev prætentiøst.

Det imponerende var ikke kun stemmen. Det var måden, den 39-årige sangerinde brugte den på.

Hun havde ingen travlhed med at vise, hvor meget hun kunne. Tværtimod lod hun passagerne stå længe nok til, at man nåede at blive fortrolig med dem, før hun pludselig drejede musikken i en helt anden retning.

Det er gotisk musik, men ikke på den måde, hvor det bare handler om at være mørk. Orgelet, de tunge trommer og den store vokal gør det nærmest til orgelpop med ambitioner om noget langt større.

De ekstravagante udbrud på mange af sangene virkede ikke som normale lydeffekter, men som en naturlig forlængelse af det, der allerede var i gang. Flere af numrene var over 10 minutter lange, men tidlig lørdag aften kunne de føles, som om de kun varede et sekund.

Det var her, hun for alvor tryllebandt Syd For Solen.

Anmeldelsen fortsætter under billedet

Foto: Rolf Meldgaard

Von Hausswolff er først og fremmest en musiker, der tør lade musikken tage den plads, den kræver. Hun behøver ikke fylde hvert sekund ud. Der var lange øjeblikke, hvor publikum nærmest stod stille og bare lyttede, mens musikken langsomt byggede sig op.

Med saxofon, orgel, et virvar af trommer og sange, der ofte er mere end tre minutter lange, tvang hun publikum til at lytte mere intenst.

Stemmen kunne gå fra noget næsten skrøbeligt til noget, der lød, som om det kom fra et sted langt under scenegulvet. Hun sang ikke bare melodierne, og bandet brugte ikke bare instrumenterne. De fortalte en historie, og det gav musikken en tyngde, som få andre kan efterligne.

Det var også derfor, de rolige passager fungerede så godt. Når man ved, hvad der kan komme, bliver det stille pludselig interessant. Man sidder næsten og venter på, hvornår hun slipper det løs.

“Stardust” blev et af de tydeligste eksempler på den balance, hvor hun med en nærmest undskyldende grimasse sang linjerne: “Oh, I’m sorry, oh, I’m sorry / You break down into tears / While I’m watching”.

Man kunne næsten kun stå tilbage og være lidt mundlam.

Anna von Hausswolff gjorde ikke meget for at gøre sig selv og musikken mindre.

Men det havde hun heller ingen grund til.

Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!

Foto: Rolf Meldgaard

Se også

Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her