Dijon-sennep er kendt for sin rige smag og karakteristiske skarphed, der kommer fra de nøje udvalgte sennepsfrø. Dijon er også en by i Frankrig, og så er det også en del af opskriften på en god, hjemmelavet mayonnaise.
Men næsten endnu vigtigere er det også navnet på den 34-årige amerikanske singer-songwriter, der torsdag aften optrådte på Syd For Solen.
Dijon gik på scenen med en live-jam session, der fra begyndelsen var rå og uforudsigelig. Der blev instrueret fra scenen, musikerne reagerede på hinanden, og hele ”koncerten” blev nærmest bygget, mens den blev spillet. Det var ikke et show. Det var musikere, der spillede musik.
Dijon selv lignede en mand, der havde ondt. Han så ud, som om hvert nummer krævede en fysisk anstrengelse. De skærende grimasser passede på en måde meget godt med ryggen af hans T-shirt og teksten ”Bass Terror”.
Artiklen forsætter under billedet
Det hele reagerede på hinanden
”Annie” var teatralsk i sin opbygning, ”Referee” var vanvittig, og tilsammen var det som at se et rumskib dreje rundt om sig selv. Musikken skiftede retning og tempo, mens musikerne hele tiden reagerede på hinanden.
Det var også her, man begyndte at forstå koncertens problem.
Der blev talt meget blandt publikum, men det var svært at bebrejde dem. Dijons musik inviterede til det. Den var så indadvendt, langsom og løs i formen, at den flere steder føltes som noget, man skulle sidde og lytte til, snarere end noget man skulle stå og overvære som hovednavn på en festival.
Dijon er et hovednavn. Musikken er det bare ikke.
Det kræver nærhed og tålmodighed at følge musikken, når numrene får lov til at udvikle sig i realtid. Det kan være fremragende. Men på en festival med koncertstart kl. 20.15 blev det også hurtigt langt. Meget langt.
Artiklen forsætter under billedet
Pizza slices og særpræget musik
”Big Mike’s” fik mange til at synge med, selv om det næsten virkede, som om publikum først halvvejs inde i nummeret opdagede, hvad de sang med på, men ”The Dress” kendte folk til gengæld. Her stod mange med deres pizza slices i hånden, lukkede øjnene og lod musikken gøre arbejdet.
”Many Times” kom som en tiltrængt opvågning. For første gang steg tempoet for alvor, Dijon fik rusket op i publikum, og man kunne mærke stemningen skifte.
Når musikken ramte, var den både særpræget og levende. Problemet var bare, at der gik for lang tid mellem de øjeblikke, hvor den virkelig var i live.
Dijon var tæt på at servere en virkelig lækker omgang musikalsk mayonnaise. Der manglede bare lidt mere syre.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
