Sombr tændte Syd for Solen – med cigaretter, læderbukser og store følelser

Sombr kom til Syd for Solen med noget at bevise. Den 21-årige amerikaner ville vise, at han er mere end en såkaldt TikTok kunstner (om end det begreb bliver mere og mere diffust), og at der også gemmer sig en rockmusiker, med store følelser, bag de sange, der har gjort ham kendt. Det lykkedes langt hen ad vejen. 

Med et veloplagt band i ryggen gav Sombr sig fuldt ud på scenen. Især koncertens første del havde en mere rå og uforudsigelig energi med numre som I Wish I Knew How to Quit You, Under the Mat og Perfume. Det passede godt til de visuelle sider af koncerten, hvor læderbukser, cigaretter og en generel fandenivoldskhed var en del af udtrykket.

Temmelig snakkende Sombr

Sombr har kun ét album bag sig, og det kunne mærkes på koncertens opbygning. En del af den omkring en time lange spilletid gik med at tale til publikum og takke for modtagelsen. Han gjorde meget ud af, hvor glad han var for at være i København, men ind imellem kammede det lige lidt over. Især da han erklærede hvor meget han elsker byen, kort efter at han havde glemt, at han faktisk allerede har besøgt København to gange. – Noget han dog fik korigeret.

Samtidig var taknemmeligheden ikke uden charme. Da han tog et Dannebrog over skuldrene som en kappe og senere brugte en spraydåse til at lave et hurtigt “Sombr – Copenhagen <3”-flag, virkede det helt efter intentionen. Og hans relativt lange møde med de mest dedikerede fans på første række var prisværdigt. 

Sombr, 130826, Syd For Solen 2026
Foto: Rikke Søgaard

Rockstjerne på afstand med store hits

Mindre vellykket var det høje podie bagerst på scenen. Sombr er, med hans høje statur, i forvejen let at få øje på og når han bevægede sig om bagerst, blev afstanden til publikum unødigt stor. Det kostede noget af den direkte kontakt, som ellers fungerede godt resten af koncerten.

Musikalsk var der ikke meget, der manglede. Bandet spillede fedt, og Sombr kastede sig rundt, røg cigaretter og pressede stemmen, når sangene krævede det. Men publikums reaktioner viste også tydeligt, hvilke sange der for alvor havde fat. Det var især under 12 to 12, Back to Being Friends, Homewrecker og Undressed, at publikum for alvor vågnede og sang med. Det er dog også en ret overbevisende række hits at kunne hive frem fra et enkelt debutalbum.

Det gør det interessant at følge, hvor Sombr bevæger sig hen herfra. Hans seneste nummer, My Body Isn’t Ready, pegede på en mere sårbar side af sangskriveren. Sangen handler om usikkerhed omkring egen krop og om, hvordan den kan stå i vejen for at give sig hen til et andet menneske. Live fungerede den som et af koncertens stærkeste øjeblikke og viste et tekstunivers, der føltes mere personligt end flere af de mere umiddelbart fængende numre.

Svømmetur på Syd for Solen

Sombr, 130826, Syd For Solen 2026
Foto: Rikke Søgaard

Sombr leverede et gennemført rockshow, men også et show, hvor det indimellem blev lidt for tydeligt, hvordan det hele var sat sammen. Derfor føltes koncertens afslutning næsten befriende. Sombr og band hoppede direkte i vandet, mens det hele blev vist på storskærmen. En passende kaotisk afslutning på en koncert, der ellers havde været ganske kontrolleret.

Se alle Rikke Søgaard fotos fra koncerten HER



Se også

Anne Mette Bak
Anne Mette Bak
Elsker musik. Især live. Vild med alt fra elektronisk, til blues og over i fee' dø'. Og så er jeg tosset med Den Sorte Skole.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her