Og smadret blev den, da Turnstile kom ind, gjorde deres ting og så skred de igen.
Det var alt, Turnstile behøvede – og det var dét, de gjorde.
For allerede under ”NEVER ENOUGH” og “T.L.C. (Turnstile Love Connection)” blev ølkrus sendt gennem luften, moshpits åbnede sig, og støvet begyndte at rejse sig fra jorden.
Det var lige det, Syd For Solen havde brug for. For det var lige dele kaotisk og lige dele præcist, som det skulle være.
Mellem numrene stod Brendan Yates nærmest som en prædikant og fik publikum til at trække vejret. “Everyone okay?” spurgte han flere gange. Det var en ganske rimelig bekymring. Få sekunder senere var der igen mennesker i luften.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
De mistede aldrig kontrollen
Under “Endless” viste Daniel Fang hvorfor han sad bag trommerne. Hans spil var voldsomt og helt afgørende for den mærkelige balance, Turnstile hele tiden ramte.
“Don’t Play” var endnu mere magisk. Det lød kaotisk, men samtidig så elegant, at det næsten var svært at forstå, hvordan de kunne holde det sammen. Moshpits opstod overalt. Hvide T-shirts blev langsomt det modsatte.
Det imponerende var, at Turnstile aldrig mistede kontrollen. I stedet var der en næsten absurd præcision i musikken. “Holiday” og “Look Out for Me” viste samtidig noget af det mærkeligste ved Turnstile. Midt i alt kaosset stod Yates med en næsten uhyggeligt klar stemme. Den lå nærmest oven på det hele, mens resten af bandet forsøgte at rive festivalpladsen fra hinanden. Det burde ikke fungere så godt, som det gjorde.
“Mystery” var koncertens store fælles øjeblik. Pludselig var det ikke kun de forreste rækker, der var med, men hele festivalpladsen, som løftede sig sammen med det støv, som alle blev en del af.
Anmeldelsen fortsætter under billedet
Den perfekte festivalkoncert
“Blackout” var koncertens mindst interessante øjeblik, men det blev hurtigt glemt, da “Birds” satte ind. Daniel Fang brillerede igen, Yates crowdsurfede, og de sidste kræfter blev brugt på en hæsblæsende afslutning, hvor musikken lød, som om den var ved at suge alt vand væk fra Kalveboderne.
På mange måder var koncerten det perfekte eksempel på en festivalkoncert.
Man behøver ikke spille i halvanden time for at bevise noget. Man behøver ikke fylde scenen med alt muligt. Man skal bare gå på, spille røven ud af bukserne og give folk en grund til at blive.
Og 50 minutter var perfekte. Turnstile nåede aldrig at blive trætte af sig selv.
De smadrede Syd For Solen og efterlod en festivalplads, der for en gangs skyld ikke lignede en festivalplads.
Det var beskidt, højt, kaotisk og fuldstændig fantastisk.
Vil du se flere billeder af koncerten, så kan du klikke her!
