The Minds of 99 var ligeså gode som altid

Der var ikke ret meget man kunne sætte en finger på, da The Minds of 99 gik på scenen lørdag aften på Smukfest. Med startsangen “Solkongen” førte Niels Brandt os ind i bandets intense univers, hvor fællessang, fællesskab og følelser styrede festen.

Og der var MANGE foran Bøgescenen. Så mange, at der desværre var folk der blev klemt og havde brug for assistance. Og det er jo træls. Her greb Brandt den også pænt og mindede os om, at vi skal huske at passe på hinanden.

Sceneshowet er af klassisk Minds-mentalitet med diverse lifts, der hæver bandmedlemmerne op og ned på scenen med fuldt udsyn til Bøgeskovens publikum. Og hit efter hit får de hele Bøgeskoven til at skråle med på hver og en eneste sang – godt og vel.

Foto: Rolf Meldgaard

Det er så dejligt at opleve, at et band som The Minds of 99 ikke falder i rutinefælden og bare går ind, spiller nogle sange folk kan synge med på og så er det dét.

Der er masser af plads til autencitet, respekt for hinanden som bandmedlemmer og dyb kærlighed til deres publikum – det mærker man sgu. Og hvor var det en smuk detalje, at Brandt laver en lille hyldest til nyligt afdøde Stig Møller, som har været en stor del af Smukfest-dna’et.

Under koncerten samplede Minds både “Firestarter” med Prodigy og “Blue Monday” med New Order ind i deres eget repetoire, og jeg må indrømme, at jeg synes, det var en smule malplaceret. Jeg er fuldt klar over, at de er inspireret af New Order, men når man er så et succesfuldt band som Minds, finder jeg det ikke nødvendigt. Med så mange bangers behøver man ikke trække på andre. De bærer det så fint selv.

Foto: Rolf Meldgaard

Siden 2017 har bandet spillet “Hurtige Hænder” i en akustisk version, der giver kuldegysninger op og ned af kroppen, men ikke denne gang. Her var de gået tilbage til noget, der mindede lidt mere om originalen. Dog gav det så heller ikke den samme følelse som den akustiske version.

Både under “Under Din Sne” og den enormt rørende sang “Som Fluer” blev man dybt berørt og med afslutningssangen “Alle Skuffer Over Tid” beviste The Minds of 99 endnu engang, at de stadig er ligeså gode som de altid har været – og det kommer de til at fortsætte med.

Foto: Rolf Meldgaard

Se Rolfs flotte billeder af koncerten lige HER.

Se også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her