Zar Paulo beviste at de er et af Danmarks stærkeste live-bands

Jeg var en af dem, der aldrig havde set en Zar Paulo koncert. Og det var slet ikke meningen, jeg skulle have været her. Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg blev overtalt. 

Da den aarhusianske kvintet gik på scenen fredag aften på Smukfest, var det med høj energi og et nærvær, der mindede om et opkvikkende kram. Samt et lysshow og sceneshow der virkelig afspejlede dét Zar Paulo kan – nemlig at kombinere hverdagens mørke og sårbarhed med humor, overskud og finurlig refleksion. 

Med en akustisk version af  åbningsnummeret “We Are One” beviste de hurtigt over for mig, hvad det er folk mener, når de siger, man går glip af noget, hvis man ikke har set en Zar Paulo koncert. Efterfulgt af sange som “Elendig Software”, “Paraplyer”, “Ik Gå Så Langt”, “Telefonperson” og naturligvis afslutningsnummeret “Jeg Synes Du Er Dejlig”. 

Foto: Rolf Meldgaard

Zar Paulo har en helt vildt tryllebindende evne til at spille sammen, og det var vitterligt en magisk oplevelse, at se bandet være så meget i symbiose med hinanden og deres musik. Og med det fremmøde der var foran Stjernescenen, skulle Smukfest virkelig have overvejet at have smidt dem på Bøgescenen. 

De har et helt særligt talent til at samle folk og få publikum med. Mens deres tekster giver seriøst stof til eftertanke, har man bare lyst til at danse helt uforpligtende rundt med sine medmennesker omkring en. 

Zar Paulo er flere gange blevet nævnt som muligvis at være et af Danmarks bedste live bands, og ærligt talt? Den titel synes jeg de fortjener. 

Foto: Rolf Meldgaard


Se Rolfs flotte billeder lige HER.

Se også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her