Melanie C var gået på dato

Smukfest havde lovet girlpower og klub energi til fredagens koncert med tidligere Spice Girls medlemmet, Melanie C, også kendt som Sporty Spice. Det var dog langt fra det, vi fik serveret. 

Små klip fra storhedstiden (læs: fra Spice Girls tiden) bragede ud over et tyndt og træt publikum foran Bøgescenen, mens 52-årige Melanie C indtog scenen med en fuldstændig flad version af hittet “Spice up your life”. 

Det var overhovedet ikke til at mærke, at den her ellers dejlige dame var en superstjerne og har spillet for fuldstændigt proppede stadions. Mest af alt virkede det mere som en koncert til en byfest i provinsen.

Foto: Rolf Meldgaard

Hun havde naturligvis ikke kun Spice Girls sange med – selvom, det 100 % var dét folk var kommet for at høre. Problemet er bare, at hendes egne sange ikke kan nå resten af repetoiret til sokkeholderne… Sangene er dårligt skrevet og faldt simpelthen fuldstændig til jorden. 

Det eneste Melanie C skal have cadeau for er, at hun havde god energi og egentlig virkede til at være glad for at være der. Man fornemmede faktisk den her Sporty Spice ånd. Men det var bare ærgerligt, at sceneshowet ikke kunne bæres af hende alene og det meget anonyme band i baggrunden. 

Vi fik dog heldigvis til at høre lidt mere af det gamle materiale som “Say You’ll Be There”, “Who Do You Think You Are”, “2 Become 1” og Brian Adams hittet “When You’re Gone”, som virkelig manglede den anden part. 

Foto: Rolf Meldgaard

At kalde Melanie C for girlpower er, undskyld mig, en mindre fornærmelse mod begrebet. Og det gør ondt at indrømme, for Sporty Spice var sgu min helt store favorit Spice Girl tilbage i barndommen. 

Jeg kunne simpelthen heller ikke lade være med at have lidt ondt af hende, for hvor må det et eller andet sted gøre ondt, når man tidligere har været et kæmpe navn, og nu blot reduceret til dén, der suger på det sidste liv af skyggen af sin egen karriere. 

Men… Nogle gange må man se i øjnene, at når man har været et tandhjul i en kæmpe hitmaskine, kan man altså ikke køre lige så godt alene.


Se Rolfs billeder af koncerten HER.

Se også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her