Der var tætpakket foran Bøgescenerne torsdag aften. Jeg var i tvivl om, hvor mange der egentlig ville blive hængende efter Dodo and the Dodo’s og ikke bare trille videre til Dizzy Mizz Lizzy på Stjernescenerne. Men så snart 29-årige skotske Lewis Capaldi gik på scenen og slog første tone an på “Hollywood”, forstår man godt hvorfor.
Jeg har været vidne til Capaldi før, men i mindre format. Og jeg må indrømme, at jeg var en anelse bekymret for, om hans portofolio var for sorgfuld og melankolsk til Bøgeskovens glade publikum. Men jeg tog fejl. Det var lige præcis dét, vi alle havde brug for.
Og der er altså ikke mange af nutidens nyere stjernefnug, der kan måle sig med Lewis Capaldi’s intense, sprøde og sentimentale stemme. Fuldstændig glasklar og uden dikkedarer med en evne til at heale selv det mest knuste hjerte.
Capaldi er en kæmpe charmebombe, og hele hans tilstedeværelse på scenen virker enormt naturlig og nærværende.
Humoren er helt klart også noget, der kendetegner Capaldi og må bare siges, at være hans ultimative es i ærmet. Der blev blandt andet refererede til onsdagens koncert med Robbie Williams, hvor der i et par sekunder blev skrålet et ægte Robbie-hit fra publikums side.
Capaldi krøb også til korset og indrømmede, at han nu havde spillet alle de glade sange, og der var 15 ballader tilbage. “So who’s ready to be depressed and wet by the end of this show? Wet by the rain, of course!” sagde han med et klassisk Capaldi fnis, som også ofte sneg sig ind imellem sangene. Og det gør ham bare endnu mere charmerende og autentisk.
Det er hjertevarmende og skønt at se Lewis Capaldi stå på scenen igen efter hans “bit of a mental breakdown” (som han selv sagde), hvor han åbent talte om hans udfordringer med blandt andet angst. “But I’m happy now,” konstaterede han. Og dét smittede af på Bøgeskoven, selvom halvdelen af os alle sammen tudbrølede til flere af sangene. Så healede vi også.
Capaldi beviste, at han ikke blot er en af de største vokalister i nyere tid, men også et menneske, der samler folk. Og mest af alt; at dét at være sig selv på en scene uden alt muligt fnidder og fnadder, hæver en koncert fra at være god til at være værd at huske.
Så, hvis du gik glip af Capaldi og stod og hang til Dizzy i stedet. Så har du virkelig noget til gode.
Se alle Rolfs flotte og rørende billeder fra koncerten lige HER.
