Farfingeren røg helt til vejrs til rutineprægede D-A-D

D-A-D indtog Bøgescenen onsdag aften med et brag, der fik selv den mest generte far-finger i vejret. Du ved, pegefingeren, der stritter mod scenen og rocker i takt med musikken. Alle 45+ mænds yndlingsmove til koncerter. Og med den lille mængde rock på smuk i år, kilder det jo alle de rigtige steder, når guitarlyd fylder bøgeskoven.

Forsanger Jesper Binzer demonstrerede hurtigt, at han stadig er en stærk vokalist, og der var fuld fart på bassists Stig Pedersen’s ekstravagante outfits og som sædvanligt et gigantisk stash af vanvittigt seje costumized basguitarer.
Men selvom sammenspillet og talentet ikke fejlede noget, var der et eller andet off. Måske var det blot Jesper Binzer, der virkede en smule uoplagt, hvilket ikke helt matchede resten af bandets energi. Måske var det fordi, det var tydeligt, at koncerten kørte på rutine.

Der var også flere gange, hvor lyden bøvlede – både små tekniske fejl, der fik højtaleren til at skrige en gang imellem, men også hvor lyden simpelthen bare flød sammen til en stor pærevælling. Det påvirkede dog ikke synderligt meget publikum, særligt ikke, når det var de store hits, der kunne skråles med på.

Foto: Rolf Meldgaard

For folk var der for bangers. Både unge og gamle. For at samles om noget og skråle med. Og koncerten peakede blandt andet også under “Laugh ‘N’ a ½”, der blev spillet meget flot akustisk og senere til “Bad Craziness”, “I Won’t Cut My Hair” og naturligvis “Sleeping My Day Away”. Det var bare mere publikum, der bar koncerten og energien og KÆMPE cadeau til dem.

Det er klart, at et band, der har spillet sammen i over 40 år kører den ind med rutinen, men jeg synes, det er ærgerligt, for det bliver simpelthen så fladt – særligt, når dynamikken i setlisten ikke er helt afbalanceret. Mange af skrålerne lå i slutningen af koncerten, og det havde klædt tempoet at sprede det mere ud, så det ikke flød sammen i midten. Netop dérfor var “Laugh ‘N’ a ½” i midten af det hele et friskt pust og en enormt smuk oplevelse.

Det er helt sikkert som amen i kirken, at D-A-D har teknik og talent, og det er altid dejligt at lytte og skråle med til vanvittigt velskrevede sange, men det kan man desværre også bare gøre derhjemme i stuen.

Foto: Rolf Meldgaard

Se alle Rolfs fine billeder af koncerten lige HER.

Se også

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her