Der er ikke mange kunstnere, der kan få en hel arena til at eksplodere i jubel, før de overhovedet har vist deres ansigt. Men når Robyns velkendte silhuet tegner sig bag et store hvide scenetæppe, lyder brølet øjeblikkeligt. Selvom hun endnu ikke havde sunget en eneste tone, havde hun publikum i sin hule hånd.
Et sømløst miks af nyt og nostalgisk
Fra første nummer var det tydeligt, at Sexistential Tour slet ik’ prøver at være et fejlfrit popshow. Tværtimod. Det lever på spændingen mellem det kontrollerede og det total uforudsigelige (som vi skulle blive præsenteret for senere) Lyssætningen skar rummet op i skiftende farver, mens den skandinaviske popdronning konstant var i bevægelse – dansende, marcherende og i næsten fjollede bevægelser. Intet virkede mekanisk, og netop derfor føltes det levende.
Settet skiftede ubesværet mellem nye sange og de numre, der for længst har skrevet sig ind i pophistorien. Ikke mindst fordi Robyn har formået at både udvikle og bibeholde sin lyd. De nye numre kom ikke til at fremstå som obligatoriske stop på vejen mod hitparaden, men stod stærkt i deres egen ret. Specielt da “Giving Me Life”, Jamie XX-samarbejdet “Life” og titelnummeret fra hendes seneste album “Sexistential” blev placeret lige efter hinanden, ændrede koncerten karakter. Vi befandt os ikke længere i Royal Arena men på Robyns klub, og alle var inviteret indenfor.
Et popikon med plads til fejl
Hele koncerten var gennemsyret af en vilje til at lade det uperfekte få plads. På et tidspunkt skiftede Robyn kostume på scenen uden at gemme sig bag et sceneskift eller en videoskærm. Der var ingen illusion om, at alt skulle være glatpoleret. Tværtimod blev maskinrummet en del af forestillingen, og det gav koncerten en menneskelighed.
Den kontrast blev endnu stærkere under den intime version af “Be Mine”. Da Robyn glemte teksten til sit eget nummer og måtte spørge sin pianist om hjælp, opstod der et lille smil mellem scene og sal. Ingen så det som pinligt. Snarere som en påmindelse om, at sangene stadig lever og ikke blot bliver afviklet. Den vi bagefter fik “It Don’t Mean a Thing” kom teksten næsten til at lyde som et brev sendt bagud i tiden – en varm hånd på skulderen til den yngre udgave af hende selv, der ikke vidste, at hjertesorg også kan danses væk.
To svenske popgenerationer mødes
Aftenens kæmpe overraskelse kom, da Zara Larsson pludselig trådte ind på scenen. To svenske popikoner lod deres verdener smelte sammen i “Talk to Me” og en “Girl Trip”-version af “Puss Puss”. Robyns afslappede coolness flød naturligt sammen med Zaras mere polerede popunivers, og sammen skabte de et øjeblik, der virkede både ubesværet og festligt.
Et øjeblik af ren popmagi
Ekstranumrene var næsten givet på forhånd, men alligevel mistede de absolut ikke deres energi. “Call Your Girlfriend” sendte endnu en bølge af energi gennem arenaen, inden kæmpehittet “Dancing On My Own” tog over. Traditionen tro involverede det gigantisk fællessang, da Robyn trådte tilbage og lod publikum tage over. Idet glimmeret begyndte at falde som et regnskyl over hende i et enkelt projektørlys, stod Robyn alene tilbage i et øjeblik, der samlede hele aftenens magi på én gang.
