There she is,” sagde den 74-årige sanger og pegede ind på en jordklode på bagskærmen.
Det var den slags introduktion, der burde virke fjollet. Det gjorde den ikke helt. Mest fordi David Byrne sagde det, som om det var det mest naturlige i verden.
Det mest naturlige i verden føltes det også at se David Byrne være på scenen.
“Everybody Laughs” startede med små, indøvede dansetrin og blå kostumer. Det burde have været distanceret, men i stedet blev det mærkeligt hyggeligt. Næsten hjemligt, hvis hjemmet var koreograferet ned til mindste skridt.
Scenen var helt flad. Ingen niveauer. Ingen steder at gemme sig. Og alligevel føltes det ikke bart. Det føltes bare bevidst.
Der stod heller ikke et fast band bag ham. Musikerne var hele tiden en del af koreografien, hvor de bevægede sig rundt med deres instrumenter i stedet for at stå stationært.
Spoken word der blev bragt til live
Der var heller ingen instrumenter på scenen, før koncerten gik i gang. Da de kom ind, blev de ikke stillet op. De blev taget med rundt. Hele tiden. Som om det ville være forkert at lade noget stå stille for længe.
Det var som at se en monolog blive fremført af et ensemble. Ikke en frontfigur med backingband, men noget der hele tiden skiftede ejerskab. Og samtidig var det som en spoken word, der blev bragt til live i det tætteste man kom på en musical uden at være en musical.
“Strange Overtones” og “(Nothing But) Flowers” lå i det felt, hvor det hele blev mest tydeligt. Alt var simpelt. Bare præcise skift mellem positioner og rytmer.
Byrne selv gik ikke foran det hele. Han gik igennem det. Som en del af systemet snarere end centrum for det.
“Psycho Killer” og “Life During Wartime” ændrede ikke formatet. De gjorde det bare hurtigere. Stadig samme idé. Stadig samme måde at være på scenen på. Bare mere tryk på.
Det var i virkeligheden det, der blev ved med at være interessant: hvor lidt der skulle til, før det hele fungerede. Og hvor let det kunne være faldet sammen, hvis det ikke havde været så stramt styret. Det gjorde også, at publikum ikke havde et naturligt fokuspunkt. Man fulgte bare det, der skete på scenen, som en samlet bevægelse.
Det burde være gået galt – det gjorde det bare ikke
Da “Once in a Lifetime” ramte, føltes det ikke som et klimaks. Mere som at man for første gang kunne se, hvordan det hele var bygget op. Koreografien, de faste bevægelser og skiftene mellem musikere blev pludselig tydelige, uden at de stoppede.
Og så kom “Burning Down the House”. Arena-scenen havde næppe oplevet noget lignende.
Det hele løftede sig, men uden at nogen mistede placeringen i det. Musikerne blev ved med at bevæge sig som planlagt, og Byrne blev ved med at være en del af det samme system. Det burde have virket kaotisk på det tidspunkt, men det gjorde det ikke. Det holdt sig samlet hele vejen igennem.
Og så var der ikke så meget mere at sige udover: there he was.
