Addison Raes første koncert i Danmark på Roskilde Festival bliver forhåbentlig også hendes sidste

Koncerten med Addison Rae var som at doomscrolle på TikTok i 55 minutter.

Du fik ikke noget ud af det, og efter at være færdig fortryder man inderligt.

Der skete hele tiden noget. Kostumer blev skiftet, dansere væltede ind og ud, hun smed tøjet, kom tilbage med bind for øjnene, lagde sig på scenegulvet, gik i bro og blev båret rundt som en popstjerne.

Problemet var bare, at intet af det handlede om musikken.

“Diet Pepsi” åbnede koncerten med en ”vokal”, der flere gange gav en klar fornemmelse af playback. “Money Is Everything” fortsatte i samme spor, og allerede efter få minutter stod det klart, at Addison Rae langt hellere ville lave et show end give en koncert.

Under “New York” stod hun pludselig i blåt undertøj. Hvorfor? Ingen anelse. Ligesom ingen anelse havde, hvorfor hun senere stod med bind for øjnene eller lå på scenen, mens musikken fortsatte. Det ene teatralske indslag afløste det næste, uden at nogen af dem gjorde sangene bedre.

Hun virkede overbevist om, at hun var aftenens ubestridte hovedperson. Det var hun ikke. Når hun rent faktisk sang, manglede vokalen både styrke og kontrol. Hun kunne skrige. Synge var straks sværere.

Addison Rae, Roskilde Festival, 030726
Foto: Rikke Søgaard

Et tomt blik

“In the Rain”, “Times Like These” og “Aquamarine” blev aldrig andet end kulisser for endnu et kostumeskift eller endnu en koreografi. Flere steder stod hun med et tomt blik, mens danserne arbejdede omkring hende. Det lignede mere en iscenesat kampagnefilm end en levende koncert.

Bagkataloget viste sig også at være papirtyndt. Derfor endte Charli XCX’s “Von Dutch” med at dukke op i en udgave, der mest af alt mindede om den billige udgave af toiletpapir fra Coop365.

Selv “Fame Is a Gun”, der burde have været koncertens store triumf, lød flad, og opbygningen viste sig at være langt mere interessant end selve forløsningen.

“Headphones On” blev koncertens mest ironiske sangtitel. Man fik mest lyst til at tage et par på, og gerne nogle støjreduktion.

Addison Rae er et massivt navn i den digitale virkelighed, hvor alt handler om at blive set. På Orange Scene føltes det mest af alt som en koncert, der aldrig fandt ud af, at nogen også skulle lytte.

Det var hendes første koncert i Danmark. Det bliver forhåbentligt også den sidste.

Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke lige her!

Addison Rae, Roskilde Festival, 030726
Foto: Rikke Søgaard

Se også

Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her