ARKIVBILLEDER FRA ROSKILDE FESTIVAL 2018, DA POPLISH IKKE HAVDE ADGANG TIL KONCERTEN
Koncerten startede med fem minutter, der mest af alt lød som opvarmning til noget, der aldrig helt materialiserede sig.
Fløjte, stemning, løs tråd. Det føltes som et band, der lige skulle finde ud af, hvor de var og hvorfor de overhovedet stod der.
“The Mountain” var egentlig OK. Det var velspillet, stramt og båret af et solidt band og et kor, der flere gange gjorde arbejdet bedre end frontfiguren.
Og lad os tale om manden. Det blev tydeligt fra start, at Damon Albarn ikke var i topform. Han var en frontperson, der virkede sur og tværs som om han havde fået nej til en slikkepind i Kvickly.
En mærkelig fornemmelse
“Tak skal I ha,” sagde han på et halvhjertet dansk, da koncerten gled fra det ene nummer til det andet uden rigtig retning.
“19-2000” var første gang, hvor noget lignede en reel koncert. Albarn gik ned mod publikum, og energien steg kortvarigt. “Rhinestone Eyes” var visuelt flot, men stadig mere æstetik end substans, mens “El Mañana” faktisk ramte noget ægte med sin produktion og stemning.
Men hele vejen igennem var der en mærkelig fornemmelse af, at bandet blev forstyrret af sig selv. Albarn talte konstant om lyden fra andre scener, som om han allerede mentalt stod et andet sted. Og det smittede.
Publikum snakkede som et stort vandfald. De kævlede om alt fra åbningstider i den lokale Netto, til hvilken dag mon The Cure spillede.
Det satte sig aldrig fast
“On Melancholy Hill” gav publikum mulighed for at synge med, men det kom sent og virkede næsten tilfældigt. “Orange County” og “Casablanca” gled pænt igennem uden at sætte sig fast, og “Andromeda” prøvede at være natklub, men endte bare som endnu et mellemnummer.
“Kids With Guns” og “Stylo” manglede begge den nerve, der normalt gør dem interessante live. Vokalen var distanceret, og Damon Albarn virkede til tider direkte sløv.
“Feel Good Inc.” burde have været øjeblikket, hvor alt samlede sig. I stedet blev det afbrudt af lange talepassager og en lidt selvfed hyldest, som drænede alt momentum. Oven i det svigtede teknikken i omkvædet. Det var svært ikke at tænke: bare spil nummeret færdigt og gå hjem.
Men før de kunne gå hjem, så skulle hittet “Clint Eastwood” selvfølgelig være med. Men nummeret føltes mere som en pligt end en finale. Der var ingen orange feeling over det, og det føltes nærmest hastet igennem.
Gorillaz leverede en koncert med masser af lyd og idéer. Problemet var bare, at de sjældent ramte det samme sted på samme tid.
