ARKIVBILLEDER DA POPLISH IKKE FIK MULIGHED FOR AT TAGE BILLEDER AF KONCERTEN PÅ ROSKILDE FESTIVAL 2026
Robert Smith gik hvileløst rundt på Orange Scene, længe før han sang en eneste tone. Han lod blikket vandre, tog et par omgange på scenen og virkede næsten mere optaget af at være til stede end af at optræde.
Med det filtrede hår, den udtværede makeup og den sorte påklædning lignede han stadig en mand, der har fået en make-over af sin fulde tante. Det har han nok altid gjort.
Da “Plainsong” åbnede koncerten, blev det tydeligt, at The Cure ikke har behov for at ændre det.
“Pictures of You”, “High” og “A Night Like This” bliver leveret med en præcision, der næsten virker provokerende.
The Cure spiller med en ro, som kun kommer af at have gjort det samme i årtier uden nogensinde at miste respekten for sangene. Man kunne høre, når Robert Smith flyttede fingrene fra den øverste streng på guitaren til den nederste. Lyden på Orange var ganske enkelt forbløffende. Bassen var sprød, legende og næsten fræk, mens Smiths vokal lød langt stærkere, end man med rimelighed kunne forvente af en 66-årig frontmand.
“Lovesong”, “Fascination Street”, “Never Enough”, “Push” og “In Between Days” understregede bare det samme.
Ingen store armbevægelser
Bandet virkede næsten uinteresseret i at imponere nogen. Der var ingen store armbevægelser, ingen forsøg på at få publikum til at klappe i takt og ingen unødvendige taler. Robert Smith var der bare.
Da han senere fandt en blokfløjte frem under et af koncertens mørkere passager, virkede det heller ikke spor mærkeligt. Hos The Cure bliver selv det besynderlige leveret med en selvfølgelighed, som de færreste bands slipper godt fra.
Koncertens tyngde voksede stille og roligt. “A Forest” byggede sig op med tålmodighed, indtil publikum endelig brød ud i taktfast klappen. “From the Edge of the Deep Green Sea” var nærmest hypnotiserende, og “Disintegration” cementerede indtrykket af et band, der stadig mestrer dynamik bedre end langt de fleste.
Det lød så uforskammet godt, at man næsten glemte, hvor lang koncerten efterhånden var blevet.
Efter to timer kunne The Cure stadig finde nye gear. “Lullaby”, “The Walk”, “The Lovecats” og den overraskende funky “Let’s Go to Bed” blev efterfulgt af “Friday I’m in Love”, hvor Orange endelig sang højere end bandet. “Close to Me”, “Why Can’t I Be You?” og afslutningen med “Boys Don’t Cry” blev ikke bare et ekstranummer, men en decideret sejrsmarch gennem et bagkatalog, som meget få bands kan matche.
Robert Smith lignede gennem hele koncerten en stjernepsykopat fra Randers. Til gengæld lød han som en mand, der stadig har fuldstændig styr på sit livsværk.
Og efter to timer og ti minutter var det svært at komme i tanke om ret mange bands, der gør det bedre end The Cure.
