Little Simz var druesukker i levende live på Roskilde Festival

Man indtager det, og det hele føles lidt skarpere, lidt hurtigere og lidt mere levende. Problemet er bare, at når virkningen aftager, gør den det næsten lige så hurtigt, som den kom.

“Thief”, “Flood” og “Young” ramte Orange Scene med en voldsom intensitet. Bandet lød tungere end på en plade, bassen skubbede konstant koncerten fremad, og Little Simz’ flow var lige så præcist, som man efterhånden forventer.

Men koncerten havde også en tendens til at forveksle energi med volumen. “I Love You, I Hate You” blev et sammensurium af idéer, der aldrig rigtig fandt sammen. Der blev lagt mere og mere på, uden at det nødvendigvis gjorde koncertoplevelsen større.

Derfor var “Introvert” koncertens vigtigste øjeblik. Solbrillerne røg af, tempoet blev sat ned, og for første gang gav Little Simz sine tekster plads til at stå alene.

Kort efter fulgte “Venom”, hvor hendes stemmeføring var så vanvittigt kontrolleret, at man næsten glemte, hvor teknisk krævende nummeret egentlig er. Hendes flow skar gennem pladsen som en japansk kokkekniv.

Little Simz, Roskilde Festival
Foto: Lasse Lagoni

DJ-pult og oprigtighed

Midt i koncerten stillede hun sig pludselig bag en DJ-pult.

Det kunne have føltes som et unødvendigt afbræk, men i stedet blev det et af koncertens mest vellykkede greb.

Efter næsten en time med konstant intensitet fungerede de elektroniske overgange som en kold brise midt i sommervarmen. “Can you keep up?” spurgte hun publikum. Det kunne de færreste.

Da bandet vendte tilbage med “Lion” og senere “Point and Kill”, var koncerten tilbage på sporet. Især sidstnævnte blev båret frem af en bas, der nærmest skubbede publikum baglæns. Og “Woman”, som blev spillet nede blandt publikum, havde en oprigtighed, som klædte koncerten mere end godt var.

Det var en koncert i konstant fremdrift. Lige indtil det nærmest gik baglæns.

“Free” manglede bid, og “Gorilla” blev aldrig den eksplosive finale, den burde have været. Little Simz lød træt og forpustet, og koncerten mistede gradvist det momentum, den havde bygget op. Samtidig stod det klart, at ikke alt hendes nyere materiale har samme gennemslagskraft som de sange, der gjorde koncertens start så overbevisende.

Little Simz er stadig en af sin generations mest interessante rappere. Fredag aften på Orange Scene viste hun bare, at selv det mest interessante kan blive en smule ensformigt.

Vil du se flere billeder, så kan du klikke lige her!

Little Simz, Roskilde Festival
Foto: Lasse Lagoni

Se også

Nicolaj Sveiger
Nicolaj Sveiger
En mand som er opvokset i det vestjyske, men nu bosat i København. Har en forkærlighed for pop, en guilty pleasure i rock og en generel og evig voksende interesse i alt med en rytme.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her