Volbeat ramte Copenhell med et brag af ligegyldighed

Inden lørdagens stort anlagte koncert på Copenhell havde jeg aldrig været til en Volbeat koncert. Det kommer jeg heller aldrig igen. Dullbeat var så intetsigende og sjælløst, at selveste Thor valgte at sende lyn af sted for at afbryde koncerten i helvede.

For ja, selvfølgelig skulle Volbeat inviteres til Copenhell. Som Danmarks største eksportsucces inden for den tungere musikgenre, og enormt albumsalg og touraktivitet over hele kloden, er det faktisk lidt af en gåde, at Volbeat endnu aldrig har besøgt Copenhell. Man kan fristes til at tro, at der ligger smagsdommeri bag beslutningen, når nu bandet for længst har slået deres folder på resten af de europæiske metalfestivaler og såmænd også turet med legenderne i Metallica. Det er lidt af en gåde, at vi skulle nå til 2026, før kvartetten blev inviteret en tur i helvede.

Med sig havde Johnny Cash fra Ringsted, aka founding father Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, der har været med siden begyndelsen i 2001. Han blev flankeret af bassist Kasper Boye Larsen, der netop har rundet et årti i bandet, samt sidst tilkomne medlem i form af guitarist, Flemming C. Lund, der afløste Anthrax-guitaristen Rob Caggiano i 2023. Bandet virkede dog hverken sammenspillet eller dynamisk i hopla, og flere gange haltede det tydeligt med at finde både hinanden og rytmen i samspillet.

Mange mennesker – mindre begejstring
Foran scenen stod en massiv menneskemængde, og fra starten af koncerten var der også godt fyldt op på bakken. Denne blev dog noget mindre proppet efter nogle numre, hvor det stod klart, at Volbeat var… Ja, Volbeat. Og selvom de ‘true’ battleveste med armbånd til hele festivalen forsøgte at nikke med af høflighed, var det blandt endagsgæsterne at kernepublikummet lå. Set fra bakken havde havet af t-shirts denne dag skiftet farve fra kulsort til broget og sågar en del hvidt. Om der var kommet busser ind fra Jylland med glade fans, eller om det var den stegende hede, der havde gjort skiftet, er ikke til at sige.

Og Poulsen var med på, at denne kamp skulle vindes. Med på trods af både jovialitet, pruttelyde i mikrofonen og en hilsen til publikum om, at de i aften havde medbragt det tunge skyts, så blev det bare ikke rigtig interessant på noget tidspunkt.
Jovist var der enkelte highlights, men de opstod i forbindelse med at evigt energiske Johan Olsen fra Magtens Korridorer gæstede scenen under både For Evigt og siden The Garden’s Tale samt ikke mindst, da en halvnøgen, blodindsmurt og vanvittig Martin Leth fra Strychnos kom springende ind og leverede overbevisende growl på Evelyn. Ellers var alt – højt sat – på det jævne.

En vokal, der deler vandene
Vi bliver nødt til lige at snakke om vokalen. For Poulsen har en distinkt stemme, og af onde tunger er han både blevet kaldt jodle-Elvis og Cher med en guitar. Enten er man på, eller også er man ikke. For mit vedkommende er det uden tvivl det sidste. Selvom enkelte sange har et glimrende potentiale, og endda omkvæd der er et radiohit værdigt, er langt det meste en kedelig ørkenvandring. Det blev på Copenhell bestemt ikke bedre af en trommeslager med feeling som en tilstoppet køkkenvask. Flemming C. Lund kom efterhånden efter det på sine soli, men helt igennem biased af en festival med sindssygt dygtige guitarhelte, ramte hans evner på ingen måde niveauet. At Poulsen selv virker som en kalkuleret like-hunter, der havde iført sig en hyldest t-shirt til den afdøde Slayer-guitarist, Jeff Hanneman (med englevinger), gjorde blot, at al charme og goodwill forsvandt.

Og til sidst blev det også nok for selveste guderne. Lyn og torden buldrede ind over pladsen, og med et hurtigt “tak for i aften og pas på jer selv,” måtte Volbeat forlade scenen, inden settet var spillet til ende. Godt det samme.
Ingen tvivl om at fansne havde en fest. Selv en splitterravende nøgen crowdsurfer røg over hegnet med et smil på størrelse med en håndboldhal i Herning. Og at spotte en dame +50 med sølgrå page og denimnederdel, der klapper med på 1 og 3, når ikke hun storsmilende optager horisontal video på sin iPad, fortæller helt utrolig meget om, at Volbeats kernepublikum aldrig bliver det samme som de ‘true’ Hellwalkers på reffen. Ét besøg her må være mere end nok. Nu har de fået chancen og vist, hvorfor de ikke hører til blandt rockens tunge drenge.