Man kunne næsten gætte sig til publikummet, før White Lies gik på. Mænd i Hawaii-skjorter og Webergrill-fædre i sandaler stod allerede med hænderne over hovedet længe inden den britiske trio indtog Plaza-scenen.
For dem var det her dagens hovednavn. Og da hittet “Farewell to the Fairground” åbnede koncerten, blev det samtidig en påmindelse om, hvorfor White Lies stadig har en trofast fanskare næsten to årtier efter gennembruddet. Det er trods alt ikke en hvid løgn at sige, at bandet lagde ud med deres største klassiker.
“There Goes Our Love Again” fulgte overbevisende trop, mens “Hurt My Heart” endnu engang viste, hvor ubesværet White Lies balancerer mellem postpunk, synthpop og stadionrock.
Musikalsk var der meget lidt at sætte en finger på. Harry McVeighs vokal lød stærk, bandet spillede med imponerende præcision, og koncerten havde generelt den tyngde, man forventer af White Lies.
Et pulsur i dvale
Problemet var bare, at bandet næsten virkede lige så stillestående som publikum. Havde man spændt et pulsur om håndleddet på de tre englændere, ville det næppe have registreret megen aktivitet.
Der var stort set ingen kontakt med publikum, selvfølgelig ud over de indlærte gloser, og visuelt skete der også forbavsende lidt.
Da McVeigh fortalte, at White Lies har spillet i Danmark i mere end 20 år og altid nyder at vende tilbage, var det faktisk et af koncertens mest levende øjeblikke.
“Tokyo” fortsatte det høje musikalske niveau, mens “Juice” aldrig rigtig fandt samme dybde. Til gengæld var det interessant at høre debutsinglen “Unfinished Business”, hvor man tydeligt kunne fornemme et yngre og mere søgende White Lies i deres lyd.
Den næsten klaustrofobiske stemning manglede
Aftenens måske største overraskelse blev “The Price of Love”, som fik Hawaii-skjorterne til at eksplodere i begejstring. “Big TV” gav koncerten en tiltrængt ny retning med sin blanding af rock, elektroniske elementer og en følelse af storladende produktion.
Men White Lies blev aldrig hjulpet af rammerne. Plaza-scenen føltes ganske enkelt for stor til et band, hvis musik lever af intensitet frem for iscenesættelse. Under en teltdug ville de mørke synthflader og den næsten klaustrofobiske stemning have haft langt bedre arbejdsbetingelser.
“Death” sluttede med den eksplosivitet, koncerten længe havde savnet, trods mindre tekniske problemer med guitaren, og “Bigger Than Us” sendte de sidste trofaste fans hjem med armene i vejret. Resten var allerede på vej mod Thomas Helmig. Og måske var det også koncertens største udfordring. White Lies leverede en solid koncert, men som så mange andre koncerter på Tinderbox er 75 minutter ganske enkelt for lang tid.
Nogle bands bliver ikke dårligere af at spille kortere. White Lies er et af dem.
Vil du se flere billeder, så kan du klikke her!
