I det store Biergarten-telt på Copenhell er en årlig tradition kommet op at stå. Stole, borde og stiger bliver flittigt brugt som våben, mens publikum måbende kigger på. Stemningen er intens, energien er høj, og vinderen bliver fundet ved at tælle til én, to, tre. Dette er historien om et wrestling-show på en metal-festival og det mirakel, publikum overværede.
Mens nogle festivalgæster stod midt i orkanens øje i en circle pit, andre prøvede at nå det der dumme punkt bag på ryggen selv med faktor 50, og de iskolde øl blev langet over disken på den varmeste dag – ikke bare i år, men nogensinde – så havde en god håndfuld gemt sig i skyggen under den store teltdug i Biergarten på Copenhells festivalplads. Hjemsted for de daglige musikquizzer, det legendariske Power Hour og metal karaoke. Et tilflugtssted mellem koncerter, hvor man kan skrige lungerne ud til tonerne af de daglige DJ’s valg af udødelige evergreens og få sig noget koldt at drikke i læ for sol og støv. Som et øltelt på Bellahøj Kræmmermarked, bare med mere dødsmetal og flere Disney-sange.
Her er en tradition kommet op at stå, når helvede åbner portene op: To gange om ugen er Copenhell vært for Nordic Elite Wrestling. En dansk promotion, som laver flere store shows om året i København og omegn. Senest har N.E.W. afholdt shows steder som Det Ny Teater og Folkehuset Absalon, ligesom de afholder deres største årlige begivenhed i Amager Bio hvert efterår. Denne lørdag var Biergarten altså stedet, hvor ringen var blevet bygget op, og da showet startede klokken 15 var pladserne rundt om ringen fyldt, og de fleste gæster, der normalt sidder ved borde/bænke-sættene i teltet, havde fundet huset bedste ståpladser ved at stille sig op på bordene.
Første match var en dumpster match. Vinderen var den, der først kunne smide sin modstander i en skraldecontainer og lukke låget. Konceptet er fjollet, så det skal to de konkurrerende også være. Første mand i ringen var Carlos Zamora. Tidligere kendt som Iceman i Paradise Hotel, nu går han under kaldenavnet “El Guapo”. Ring announcer Aaron Hathaway lod publikum vide, at Carlos hader Copenhell og hellere ville være på Smukfest, hvilket fik teltet til at bryde ud i store buh-råb, da den selvsikre wrestler betrådte ringen. Buh-råb, der blev besvaret med fuckfingre rundt i alle fire sider.
Hans modstander kom ind til tonerne af Montell Jordans “How We Do It”, fordi hans navn er nemlig… Howie Dewitt. En ambitiøs coach, der lignede en parodi på en amerikansk high school idrætslærer fra film og serier iført shorts, der sidder helt oppe under brystkassen, en god poloskjorte og sin trofaste fløjte.
Alle kneb gælder i wrestling og kærlighed, så Carlos bankede blandt andet Howie ind i barrierne rundt om ringen ved at køre ind i ham med skraldecontaineren, ligesom Howie gemte vand fra et hurtigt hydration break i munden for at sprøjte i hovedet på sin modstander. De skiftedes til at prøve at tæve hinanden med en klapstol. Efter en underholdende og sjov match endte Carlos Zamora i skraldespanden. Howie Dewitt lukkede låget og blev erklæret eftermiddagens første vinder.
Det var en varm dag i helvede, men stemningen i Biergarten var endnu mere lun end ude i solen. De fleste rundt om ringen havde aldrig set wrestling før, men det var nemt at mærke, at de hurtigt lærte, hvordan man er en god publikummer til et show: Klap, råb og hep på dem, der er gode. Buh, råb og giv fingeren til dem, der er onde. Det er som at se superhelte-film, alle ved, den gode vinder til sidst, men det er rejsen derhen, som gør filmen fængende, spændende og værd at se. Eneste forskel her er, at de onde nogle gange vinder.
Næste match var en tag team kamp mellem den altid underholdende Dubai-influencer Str8 Bussin’ (Tag Team champion for Clout Chasers sammen med Nick Nerva) og den imponerende, provokerende, den store, stærke Bam Bam Quaade i det ene hjørne, og i det andet hjørne holdet Scandi Bros bestående af det 17-årige stortalent Alastor Kain og den norsk-argentinske gudsbenåede lucha Rayo Flores. Kampen var en Festival Street Fight, hvilket betød, at der ingen regler var, og man måtte bruge alle de våben, man kunne komme i nærheden af. Det valgte Scandi Bros at gøre brug af i form af flere pinatas, som blev banket i hovedet på deres modstandere. Unge Alastor måtte kæmpe sig igennem en del røvfulde af Str8 og Bam Bam, der kastede ham rundt i ringen af flere omgange for at banke ham mør til et pin. Heldigvis kom Rayo ham til undsætning og fik banket begge modstandere i måtten på én gang. Da det nær var gået galt igen for vores helte, begyndte The Imperial March fra Star Wars, og iført en Darth Vader-maske fik Kain brugt The Force til at nedlægge Bussin’ og Quaade. Rayo fik brugt Alastor som våben i nogle imponerende tag moves, Scandi Bros fik double pinnet og blev erklæret for street fight-vindere.
Tredje kamp var intet mindre end et mirakel i Biergarten, da en triple threat match så dagens lys. Første deltager i kampen var Hunyadi Tamás, en af de vildeste wrestlere i landet. Oprindeligt fra Budapest i er denne The Hungarian Bruiser Bear frygtet og berygtet for sine chops, sine suplexes og sin manglende forståelse for, hvornår nok er nok. Han var oppe imod Mr. Blaze, der i hvert fald ikke så ud til at synes om stemningen på Copenhell, da hans reaktion på sin modtagelse var at trække på skuldrene og nægte at give hånd til de små børn, som forventningsfuldt rakte hænderne ud i håbet om en high five. Sidste mand – mand er måske så meget sagt – var den helt nye og stadig rimeligt grønne Henry, kendt som Henry The Trainee. Lært op af en af sine modstandere, Tamás, stod denne kun 15-årige knægt imod sin største prøvelse hidtil. Men Henry kender ikke til nerver, han kom farende mod ringen iført KISS-inspireret makeup og en ukulele under armen som sit eneste våben – udover ham selv.
Henry blev hurtigt taget ud af de to store brød, han var oppe imod. Hunyadi bankede Mr. Blaze i hovedet med en uskyldig kvindes bæger med popcorn, inden han fandt en stige frem fra under ringen. Publikum gik helt amok og blev ved med at chante “stige, stige, stige”, som om at de egentlig helst ville have, at stigen vandt kampen. Og det kan man på sin vis også sige, at den gjorde. Henry formåede trods sin spinkle størrelse at snurre rundt og rundt i ringen med stigen over skuldrene og igen og igen ramme sine modstandere i hovedet med den. Til sidst skete det utænkelige. Fra rebene sprang Henry mod sin egen lærer, sin coach, fik fat i nakken på Hunyadi, og smaskede ham ned i måtten midt i ringen. Dommeren og hele teltet talte sammen én, to, tre, slut! Jublen vil ingen ende tage, da Henrys allerførste sejr som wrestler var en realitet. Naturtalentet og hans stige besejrede de to titaner.
Eftermiddagens sidste kamp var en tag team kamp mellem Phoenix Empire og et tag team bestående af stærkmanden Flex Powers og den mest Copenhell-agtige wrestler i hele landet, Axel Steele. Phoenix Empire består i ringen af nuværende NEW Champion Pete Phoenix og hans medløber sidekick, L’Unico (han siger, han er en alpha, men han er en beta), mens de uden for ringen har deres økonomiske rådkvinde Bea Bech, som bedst er kendt for at sige til publikum, at de er fattige og grimme eller skabe kaos for at hjælpe sit hold med at snyde. En stor del af Pete Phoenix’ personlighed ligger i hans penge og hans ophav, og man er aldrig i tvivl om det, når man ser ham, for hver gang han wrestler er det sikkert og vist, at hele salen skriger af ham, at “du er og bli’r et Hellerup-svin”. Hvis ikke dét, så forsikres han, at hans far har købt hans lejlighed.
Flex og Axel trådte i ringen til kæmpe jubel fra det tætteste på en hjemmebane-favorit, som man kan komme. Armeret til tænderne med guitarer går de to titaner i flæsket på imperiet, som ellers forsøger på en kujonagtig tyvstart, inden klokken har ringet. Flex Powers ligner en gammeldags stærkmand fra cirkus, og hans kræfter i ringen bakker hans karakter op. Han kaster rundt med sine modstandere, som var de appelsiner, og han var juice-tender på Joe & The Juice. Samtidig er Axel wrestlingens svar på en tasmansk djævel, der ikke helmer, før det er slut. Han elsker at skabe moshpits i ringen ved at smide sine modstander ud i hjørnerne af “The Squared Circle” og løbe ind i dem med hele sin krop for at mase dem mod reb og pæle.
Kampen blev så intens, at borde måtte tages i brug, og efter Flex Powers røg en tur igennem sådan ét, måtte Axel komme ham til undsætning med to guitarer under armene. Phoenix og L’Unico kæmpede med næb og klør, men til sidst blev de begge slået ud med en guitar over hovedet og pinnet. En perfekt afslutning på en times intens underholdning, da Steele rakte armene sejrrigt i vejret med en smadret guitar i den ene hånd og den anden perfekt formet som djævlehorn. Det er bare altid den bedste dag, når Pete Phoenix taber.
Tilbage stod en tom ring, nogle børn, som samlede smadrede guitarer op fra jorden som souvenirs, og nye fans af forskellige folk, de netop havde oplevet for første gang. Wrestling er som en musikfestival, du kan blive positivt overrasket, når du oplever noget nyt, eller du kan blive nostalgisk og glad, når du ser noget velkendt. Det er den ældste historie i verden, heltene skal vinde, og skurkene skal tabe. I dag var det en 4-0 sejr til heltene, gode grin, masser af tilråb og chants, et lille mirakel, og vigtigst af alt: Nederlag til Pete Phoenix.
