Klokken 23:45 står Plaza-scenen næsten ubehageligt åben.
Ikke fordi Moby mangler autoritet, tværtimod, men fordi publikum gør det. Han går på til “Bodyrock” med en energi, der allerede fra første sekund føles overdimensioneret i forhold til mængden foran scenen.
“Go” bliver leveret med et historisk overskud. Han taler om 1992 og Roskilde, dedikerer nummeret til David Lynch, og placerer sig selv i en tidslinje, hvor elektronisk musik stadig føles som noget, der er ved at finde sin form. Det passer ham godt. Moby har aldrig lydt som én, der tilpasser sig øjeblikket, men mere som én, der insisterer på, at øjeblikket tilpasser sig ham.
Megahittet “Porcelain” står knivskarpt i sin enkelhed. Der var ingen overflødige lag, ingen forsøg på at modernisere noget, der allerede er færdigt og perfekt.
Det samme gælder “When It’s Cold I’d Like to Die”, der folder sig ud med en skrøbelighed, som koncertens ellers meget fysiske energi ikke helt kan matche. Det er her, kontrasten bliver tydelig: Moby selv er i konstant bevægelse, næsten aggressivt levende, mens musikken flere steder insisterer på stilstand.
Mere poleret end forventet
Problemerne opstår i alt det udenom Moby. “In This World” og “We Are All Made of Stars” bliver hjulpet på vej af et kor, der flere gange trækker helheden ned. De lød ganske enkelt ikke særlig godt. I stedet for at blive et lag, der burde løfte, bliver det i stedet noget, der udvander.
Men så skiftede aftenen karakter. “Why Does My Heart Feel So Bad?” fik en visuel tyngde med billeder af grise på storskærmen. Moby er ikke bare en musiker, men også en markant dyreaktivist, og det er ikke et sideprojekt ved siden af hans karriere – det er en del af selve hans kunstneriske sprog. Den slags valg på scenen er derfor ikke pynt, men en forlængelse af den måde han forstår musik på: som noget der også skal have moralsk og følelsesmæssig vægt. Her begynder koncerten for alvor at finde sin nerve.
Og så rammer koncerten sine to klare toppe. “Natural Blues” er fuldstændig overrumplende i sin gospel-forankrede energi. Det var et øjeblik, hvor alt samler sig, selv de dele der ikke burde fungere. Og “Lift Me Up” er endnu stærkere: mere direkte, mere fysisk, nærmest uden filter. Her rammer Moby præcis den balance, resten af koncerten ledte efter. Til gengæld mangler der noget af den rå gospel-tilstedeværelse, han tidligere har haft med fx Jacob Lusk, hvilket efterlader nummeret en smule mere poleret end forventet.
“Extreme Ways” og “Feeling So Real” afsluttede koncerten i ren ekstase. Sidstnævnte bliver et overflødighedshorn af elektronisk støj og rytmisk pres, der næsten tipper over, men holder hele vejen.
Moby fremstår til sidst som en kunstner, der ikke forsøger at kontrollere sit eget udtryk, men som holder fast i, at det skal fylde alt, uanset hvor mange – eller i fredagens tilfælde – hvor få mennesker der står foran ham.
Vil du se flere billeder fra koncerten, kan du klikke her!
