Hvis man slog op i festivalhåndbogen og ledte efter ordet ‘ukomfortabel’, ville man sandsynligvis finde et billede af Jess Glynne fra Tinderbox lørdag aften.
Iført denimbukser, en sort trøje med stjerner og røde solbriller indtog den 36-årige britiske sangerinde Plaza-scenen på en måde, der fik én til at spekulere på, om varmen havde fået overtaget. Det lignede ganske enkelt ikke en kunstner, der havde lyst til at stå der.
Hverken “I’ll Be There”, “123”, “These Days” eller “Silly Me” gjorde meget væsen af sig. Som en mekanisk robot gik Jess Glynne rundt på scenen som en, der havde skidt i bukserne og samtidig havde alt for høje hæle på. Hun havde ingen af delene. Til gengæld manglede hun nærvær.
Hun fortalte selv, at det var et af årets første shows. Det kunne man godt høre.
Bandet spillede som tilfældige individer, der først var blevet præsenteret for hinanden lørdag aften, mens korsangerne gentagne gange overtog koncerten fra Glynne selv. Hendes vokal lød ofte tilbageholdende, skinger og flere gange, som om hun sang gennem tænderne på samme måde som en bugtaler.
En lille folkefest
Det var først ved “Don’t Be So Hard On Yourself” og “You Can Find Me”, at koncerten begyndte at vise tegn på liv. For en stund kunne man mærke den begejstring, der burde have været til stede fra start. Men Glynne selv kom aldrig rigtigt med. Hun stod ofte stift placeret bagerst på scenen og virkede mest af alt som en kunstner, der hellere ville være alle andre steder end på Plaza.
I 2018 blev hun den første kvinde til at opnå syv nummer ét-singler på den britiske hitliste. Derfor var det også bemærkelsesværdigt, at der skulle gå næsten 50 minutter, før koncerten føltes som en artist med netop den historik.
“Take Me Home”, “So Real (Warriors)” og megahittet “Rather Be” fik endelig sat gang i festen. Selvom Tinderbox blot halvanden time tidligere havde været lukket ned på grund af vejret, og Charlie Puths koncert var blevet aflyst, lykkedes det alligevel publikum at skabe den folkefest, som scenen længe havde manglet.
Holdte sig tilbage
Da “Hold My Hand” ramte, sang publikum ikke kun med på omkvædet. De sang også den efterhånden legendariske Jet2 Holidays-reklames speak hen over sangen. Ironisk nok var det publikum, der leverede koncertens største smil, mens Jess Glynne endnu en gang overlod store dele af nummeret til koret.
Koncerten var gennem alle 75 minutter præget af en fornemmelse af, at Glynne holdt sig tilbage. Næsten alle sangene lød, som om de kunne have været noget langt større, end de fik lov til at blive.
Hvis Jess Glynne havde haft bare halvt så meget lyst til at være på scenen, som publikum havde til at synge Jet2-reklamen, kunne det være blevet en helt anden koncert.
Vil du se flere billeder af koncerten, så kan du klikke her!
