Jay Kay ligner efterhånden en mand, der har tjent så mange penge, at han har købt sit yndlingsband og hyret sig selv som forsanger. Det lyder hårdere, end det er ment, for den 56-årige frontmand udstrålede en smittende livsglæde på scenen fredag aften på Tinderbox.
“(Don’t) Give Hate a Chance” fik sat gang i festen fra start, om end Jay Kays vokal lød mere tilbagelænet end kraftfuld. Til gengæld var humøret intakt, og et dansk ”Tusind tak” blev mødt med varme smil, inden “Little L” og især “Seven Days in Sunny June” mindede publikum om, hvor uhyggeligt mange ørehængere det britiske band har produceret siden begyndelsen af 90’erne.
Men hvor sangene stadig holder, virkede publikum mere afdæmpet. Studenterhuerne var for længst væk. Tilbage stod mor og far med plastikkrus i hænderne og nikkede genkendende til ungdommens soundtrack.
Det var også koncertens store udfordring.
Unødigt lange
“Space Cowboy” blev trukket så langt ud, at den mistede sit bid, og det samme skete flere gange i løbet af aftenen. “Alright” blev leveret, mens Jay Kay havde skiftet til et sort-gult joggingoutfit, senere afløst af en glitrende skjorte, men hverken tøjskiftene eller bandets tekniske overskud kunne skjule, at mange numre blev unødigt lange.
Den nye “Shadow in the Night” fungerede overraskende godt, ligesom “Disco Stays the Same” viste, at Jamiroquai stadig kan skrive musik med både personlighed og elegance. Efter en kort politisk bemærkning om verdens ledere gled koncerten naturligt videre til “Too Young to Die”, mens “Canned Heat” imponerede mere visuelt end musikalsk.
Først da “Cosmic Girl” ramte skoven, kom den boblende energi, man havde ventet på hele aftenen. “Love Foolosophy” var forfriskende kort og en kærkommen påmindelse om, at Jamiroquai ofte er bedst, når de ikke komplicerer tingene alt for meget.
Bandet endte med at spille tæt på en time og 45 minutter, og det kunne mærkes. “Times flies when you having fun”, sagde han. Flere passager føltes som jams for jamsenes skyld, hvor det lækre groove blev strakt længere, end sangene kunne bære. Heldigvis satte ekstranummeret og megahittet “Virtual Insanity” et værdigt punktum.
Grammy-vinderen er stadig en af funkens mest ikoniske sange, og den reddede en koncert, der havde masser af kvalitet, men som ville have stået langt skarpere, hvis Jay Kay havde haft modet til at skære 30 minutter væk.
Vil du se flere billeder fra koncerten, så kan du klikke lige her!
