Twisted Sister meldte afbud, men Copenhell svarede igen med et stjernespækket all-star-show, der hyldede festivalens første 15 år. En aften med pyro, guitarhelte, fællessang og en påmindelse om, hvorfor helvede stadig er Danmarks kærligste festival.
Hvad må man egentlig, når man er 15? Sex? Ja. Stå til ansvar for loven? Ja. Købe alkohol? Nope. 15 år er en brydningsalder, også når man er en festival, og i år havde Copenhell valgt at fejre, at det nu var halvandet årti, siden helvede dumpede ned i København for at blive.
På en trist baggrund af aflysning fra legendariske Twisted Sister, havde folkene bag Copenhell valgt at få det bedste ud af situationen, med en musikalsk fejring, der skulle samle op imod 50 navne for både den nyere og mere etablerede metalscene i Danmark, samt et par enkelte koryfæer fra udlandet til at spice mixet lidt op.
En eksplosiv fødselsdagsgave
Og således var der lagt op til en aften, der næsten ikke kunne blive andet end legendarisk. Scenen osede af stor produktion, og på hver side af trommerne hævede rekvisit-stacks sig i vejret, med ordet Copenhell skrevet i blød Marshall-font. I front var der gjort klar til både ild og røg, og noget aparte havde henholdsvis et hammondorgel og DJ NOIZE’S scratchpult sneget sind ind i det klassiske rock setup. Noget stort var i vente.
Carsten Holm nåede blot at introducere, førend et ‘forbryderalbum’ fyldte bagskærmen, og fancy pokémonlignende kort afslørede, at vi nu skulle skydes i gang med en besætning fra hhv. Thundermother, Skarnet, Electric Guitars/Glen Hughes, Amaranthe og Superfuzz. Som en svensk orkan brølede Linnéa Vikström Egg rockhymner fra Twisted Sister ud over pladsen – som en hornet hilsen til den headliner, vi alle manglede, men som til lejligheden fik oprejsning af ikke mindre end to arrigt smukke guitarer leveret i unison symbiose af Georgios Alevrofas og Søren Andersen. Så var vi lissom i gang.
Næste på scenen var grand old man, Ronnie Atkins, der leverede en dybfølt respekt til His Ozzyness. Uden ham ingen Hell. Her fik vi også græske Gus G, fra Osbournes eget band, på scenen, samt lækkert flydehammond fra Glen Hughes’ rødhårede tangentvirtuos, Bob Fridzema. Atkins vokal flød over af levet liv og inderlighed, og en tåre i den støvede øjnkrog sneg sig ind blandt de ældste gæster på pladsen foran Helviti, der efterhånden var propfyldt.
Mere smadder – mindre lejrbål
Og både orgel og brøleguitar fortsatte videre, men i et helt andet tempo, da bandet slog over i Highway Star, hvor Anthrax‘ Joey Belladonna lagde vejen forbi som opvarmning til det show, han senere på aftenen skulle levere over på Hades-scenen. Smæk for skillingen. Ikke mindst fra Morten Løwe på trommer, der både sørgede for solidt groove og tempo. Knap havde Gus og Søren battlet færdig i en heftig guitarduel, inden forscenen eksploderede i pyro og gnister, så selv de orange veste måtte klemme ballerne sammen for ikke at sjatpisse lidt i buksen. Av, for et brag!
Første changeover bød på billedgalleri fra helvedes første 15 år, og lidt trægt fik vi hilst på både Ozzy, Kiss, Priest, Skin, Svend Sværd, Lars Ulrich, Cooper, Slayer og Morello – men størst bifald gik (selvfølgelig) til Jacob Stegelmann, der fik alle håndkartoflerne i vejret og folket til at levere det første af alt for mange Copen-Hell, Copen-Hell, Copen-Hell. Og her burde vi være stopppet med råberiet. Hell er ikke en spejderlejr med tjikkerlikker-kald eller en 60 års fødselsdag med skålviser. Vi er her som sagt ikke for at danse – eller råbe. Lad os få noget smadder!
Nye helte tager scenen
Og detskaljegdaligelovefor at Ditte Krøyer leverede på Psychosocial. Som en skaldet zombie amokløb metalmiljøets growlende it-kvinde numero uno rundt på scenen, hvor hun skiftevis kastede håndtegn og bankede sig selv på den sminkede isse. Ikke et sekund stod hun stille, og selvom både Emma Acs forsøgte sig med dygtig backing, og Svend Sværd gjorde sin ting på forscenen, stjal Vulvatorious-sangeren showet på allerbedste vis.
Og sådan blev det ved. Sabotage med en fremragende vokal af Victor Kaas, men desværre uden guitar, da stakkels Lola Hammerich blev prisgivet af sin tech, så hun aldrig fik sin hvide SG’er til at skråle under nummeret.
Crowden har nærmet sig et niveau af rowdy, som kun 8-10 timer med gyldne damer i bagende sol kan frembringe, og en fantastisk skabning i blå poloshirt og Ned Flanders overskæg hænger mig pludselig om halsen.
– “Der er min første Copenhell! Den moshpit er det mest sindssyge, jeg nogensinde har prøvet,” hikster han og ser mig dybt i øjnene. Vi krammer indforstået, og på scenen går 17-årige(!) Daniel fra Ashes of Billy til mikrofonen og leverer tonserhymnen Ace of Spades ekstremt overbevisende. What the actual f…?! Desværre bliver den fine vokal senere overdøvet i et lydmix, hvor Nakkeknækkeren Johan Borgaas trommer overdøver den ellers sprøde vokal, der ligger lige på randen af mikrofonfeed.
– “1000 milliarder gange tak,” siger den søde 17-årige komet, og overlader igen scenen til Carsten Holm, der opfordrer folk til at finde luftguitaren frem. For nu skal der spilles heltesolo!
Da guitarerne fik vinger
And heltesolo it is. Fra toppen af de to lydhuse troner hjemmehørende guitargud Søren Andersen og førnævnte Gus G frem i lys skråt nedefra og med eurovision-vindmaskine i mankerne. Tonerne fra Top Gun temaet flyder over i Nightrider og videre til Game of Thrones. Jojo. De kan flytte fingrene – og publikum kan lige nå ud at pisse, inden Holm nu vil have os til at danse.
Til vaklende skeletsminkede dansere bliver vi revet rundt til HellWalkers og Break Stuff inklusive Mad Max-lignende masker og musikere på scenen, der beskrives som beatblasters. Jep. Metallen har i sandhed mange ansigter. Og det vigtigte af dem er i aften at finde på B&W hallens gavl. Ulven blinker os skælmsk i møde i den glohede sommernat, og el maestro, Tim Christensen, flankeret af Defectos Nicklas Sonne, lader tonerne til Ulvens Ed lyde. Slagsangen, der i Casper Popps vokal lyder mere voldsom end nogensinde. Ulven og Popp hyler om kap, og Pretty Maids’ Allan Tschicaja får rørt i gryderne, så kogepunktet nærmer sig. Også nede på pladsen, hvor A-holdet på scenen overøses med horn og kærlighed.
For evigt Copenhell
Aftenen rinder mod enden, og der er dømt fællessang. For alle. Også dem, der er kørt ind med bus fra Herning for at synge ‘For Evigt’. Valget er faldet på vennesangen over dem alle, og sammen med Gasolins moderne klassiker fra ’77 synger vi med om Floridor og Cellestin, så selv Hr. Larsen må kippe med flatcappen og puste en røgring oppe på sin sky. For selvom helvede blev fejret med en tur i himlen, endte vi hvor vi startede. Med folkeligheden og glæden ved de tunge rytmer, der på Copenhell har bredt sig fra at være en nichefest til at være en bred, kærlig og absolut fantastisk festival. Et sted hvor du kan tonse dig selv i smadder i en moshpit, høre det nyeste tråd, møde en vissen Tom Morello i baren to dage efter han har spillet, og hvor Stig Rossen vandrer rundt og agerer fuldfed fissemagnet med sin perfekte fristure i R.I.P. landsbyen. Copenhell – du holder. Også efter 15 år. Tillykke med det, du gamle!
Setlist:
Were Not Gonna Take It / I Wanna Rock
Vokal: Linnéa Vikström Egg
Guitars: Søren Andersen, Georgios Alevrofas
Trommer: Morten Løwe
Bas: Michael Gersdorff
Paranoid/No More Tears
Vokal: Ronnie Atkins
Guitars: Søren Andersen, Gus G
Trommer: Morten Løwe
Bas: Michael Gersdorff
Keys: Bob Fridzema
Highway Star
Vokal: Joey Belladonna
Guitars: Søren Andersen, Gus G
Trommer: Morten Løwe
Bas: Michael Gersdorff
Keys: Bob Fridzema
Change over: Foto galleri fra de sidste 15 år
Psychosocial
Vokal: Ditte Krøyer, Emma Acs
Guitars: Svend Sværd, Pepe
Trommer: Anton Hajn
Bas: Jacob Hansen
A New Level
Vokal: Simon Lindemann Olsen, Andreas Bjulver
Guitars: Svend Sværd, Tue Madsen
Trommer: Anton Hajn
Bas: Jacob Hansen
Sabotage
Vokal: Victor Kaas, Benjamin Clemens
Guitar: Lola Hammerich
Trommer: Anton Hajn
Bas: Ole Schwartz,
DJ: DJ Noize
(Change over: DJ Noize)
Ace Of Spades
Vokal: Daniel Aabenhus Hermann
Guitars: Amira Hernan
Trommer: Johan Borgaa
Bas: Anton Stampe
Everlong
Vokal: Daniel Aabenhus Hermann
Guitars: Joakim Kaspersen
Trommer: Johan Borgaa
Bas: Anton Stampe
(Change over: Riff Off Guitar Battle)
HellWalkers
Vokal: Marika Hyldmar, Thomas Burø
Guitar: Asger Mygind
Trommer: Rasmus G Sejersen
Bas: Ketil Sejersen
Krigere: Kriigerkvlt
Break Stuff
Vokal: Marika Hyldmar, Kim Sternkopf, Martin Nielskov
Trommer: Rasmus G Sejersen
Bas: Ketil Sejersen
(Change over: DJ Noize)
Ulvens Ed
Vokal: Casper Popp
Guitars: Tim Christensen, Nicklas Sonne
Trommer: Allan Tschicaja
Bas: Lars Evers
Det Bedste Til Mig og Mine Venner
Vokal: Casper Popp, Ronnie Atkins, Daniel Aabenhus Hermann
Guitars: Tim Christensen, Nicklas Sonne
Trommer: Allan Tschicaja
Bas: Lars Evers
