Fra Long Beach til Hades: Rival Sons prædikede rock med så meget overskud og musikalitet, at selv de største syndere måtte overgive sig til Californiens cooleste sønner.
Med fjer i hatten, overdimensionerede fluebriller og sort jakkesæt træder forsanger Jay Buchanan ind på Hades, som om han ejer stedet. Og det gør han også den næste times tid. Som en prædikant, der rammer tonen perfekt mellem salige Jim Morrisson fra The Doors og legenden Robert Plant fra Led Zeppelin, har Jay den nerve og den stemme, der får verden til at stoppe og musikken til at levitere til de højere luftlag. En nærmest spirituel too cool for school attitude, der nok må stamme fra noget de har i vandet i Long Beach, California.
For koncerten igennem er det forsangeren, der har alles blik rettet mod sig. Først ryger hatten. Så brillerne og til sidst skoene. Dansende barfodet med en tambourin forkynder han den salige Rock N’ Roll for de mange Copenhell-gængere, der i solnedgangen flokkes foran scenen.
Et band uden svage led
Men der er kamp til stregen. Både fra den legendariske og über-dapper guitarist Scott Holiday, hvis fipskæg sidder lige så skarpt som de licks, hans turkisblå guitar sender ud i sommeraftenen. Som helt igennem groovy bund ligger bassist Dave Best. Subtil, men lækkert. Lige hvor han skal være. Og så er der sidste blad i firkløveret; trommeslager Michael Miley, der måske kan kaldes en af rock-familiens mest legesyge grydetæmmere. Han er all over the place. Igen og hele tiden. Jazzede fills og legesyge trioler, der får de ellers ret simple melodier til at løfte sige. Kombinerest med Scotts rå licks og Jays gudestemme leverer Rival Sons på et niveau, der aldrig skuffer.
Gamle favoritter og nye guldkorn
Men er det så interessant at høre på? Ja, faktisk. Med dansable hits som Pressure and Time fra bandets første skive, samt radiohittet Electric Man, der objektivt er umuligt at stå stille til, er der noget for dem, der for første gang høre kvartetten. Men for dem af os, der resolut smed armene i vejret, da Rival Sons blev kaldt ind på et afbud, og dermed leverede deres 3. koncert på Copenhell, var der også guld i vente i form af nyere sange og deep cuts.
“We are Rival Sons from Long Beach, California,” brøler Jay Buchanan og endnu en rockhymne starter med et gritty riff, der siden bliver samlet op af trommer og bas. Og ja – såmænd også en meget anonym pianist, der hverken i sceneshow eller mix får lov at brillere.
Evangeliet ifølge Rival Sons
Men hvorfor skal han også det, når Scott Holiday kan stå i guitargud-positur på frontscenen og tvinge utvingelige toner ud af sin hollowbody guitar og Jay kan kaste sig på knæ og prædike for rockmasserne, så selv den største synder vender sig mod Los Angeles, tæller til fire og kaster sig sidelæns ud i verdens rædsel men en ubetinget tro på, at med rock n’ roll i hjertet – og selvfølgelig shades på – så går det hele sgu nok!
Sønnerne fra Californien kom, så og sejrede, og som afløser for The Pretty Reckless leverede de en stilsikker og intens optræden, der godt kunne have haft lige flere dynamiske svingture, men ikke desto mindre gav os coolness nok til endnu en aften i Copenhells hede.
