Helviti var ved at brænde op af hede tidligt torsdag aften på Copenhell, og resten af varmen sørgede Papa Roach for.
Hvor onsdag på Copenhells store scene var folk i pensionistalderen og deres jævnaldrende publikum, var torsdagens program tiltænkt et yngre, mere midaldrende publikum. Dem, der var unge i 90’erne og 00’erne, som ikke voksede op med grunge, men som elskede Linkin Park og Limp Bizkit. Og det første punkt på aftenens program var californiske Papa Roach. Et band, der har eksisteret lige så længe som undertegnede, og som i den gængse musiklytters bevidsthed måske ville anses som et one-hit-wonder for deres store nummer fra 2000, “Last Resort”.
Men bandet er blevet ved med turnere og udgive musik i alle 33 år, senest med albummet Ego Trip i 2022. Og torsdag havde de deres debut på Copenhell for at fylde millennials med minder om simplere tider, da man gik i gymnasiet og var vred over livet, fordi man dengang ikke vidste bedre. Nu er de samme teenagere blevet småbørnsforældre med rækkehus, som tager den sorte t-shirt på og tager ud til en weekend i jagten på den samme simplistiske vrede over ikke at måtte blive længere oppe frem for at tænke på lån og legeaftaler.
Forsanger Jacoby Shaddix havde varmet stemmen godt op i heden inden koncerten, og bandet spillede, som hørte man pladerne. Alt i alt et meget tight spillet sæt. Shaddix interagerede godt med publikum, der crowdsurfede og moshede on demand, og virkede meget tilstedeværende – og glad for at få lov til at komme og spille, ifølge eget udsagn. Heldigvis for dem er has-beens blevet kult i søgen på nostalgitrip.
Ekstranumrene bestod af konceptet Nu Metal Time Machine, hvor bandet spillede en snippet af kendte Nu Metal-numre fra andre bands, inden “Last Resort” blev Papa Roachs afslutter. All in all en god omgang nostalgi, god energi, gode vibes, good times. Alt var godt. Ikke fantastisk, men godt.
