Kaos, råben, sceneslåskampe, miniskirts og en PVC-klædt pave lagde bunden for en vanvittig energiudladning da MOR – aka MØ og NURSE – genoplivede deres fælles punk-baby fra de gamle Odense-dage.
Folk siver langsomt væk fra scenen, men en flok absolut afbrændte gutter står tilbage ved hegnet til Gehenna og råber taktfast “Fisse i dit fjæs! Fisse i dit fjæs! Fisse i dit fjæs!”. Netop denne mundrette hithymne lukkede MOR et vanvidsridt af en electro-punk koncert ned med, mens begge “mødre” kastede sig ud i bølgerne af hænder, mennesker og fadøl, der buldrede frem og tilbage foran en proppet scene midt i skoven på Copenhell.
MØ, som du aldrig har set hende før
Det er vildt. Det går hurtigt. Det er aktivistisk. Og det er langt fra den MØ som alle efterhånden kender, og som mange er mødt op for at se. Karen Marie Ørsted Andersen, som hun jo hedder, har stadig sin velkendte stramme fletning ned langs skulderen, men ellers er MOR-uniformen denne aften miniskirt,nittebælte, høje støvler, stram t-shirt og en voldsom attitude.
Flankeret af en ung, kvindelig goth guitarist, en tilsvarende ung trommeslager, der ligner en revisor med tattoo-sleeve og bakket op af en dyster herre iklædt PVC-pavehat og tilsvarende gevanter, entrerer sangerinderne scenen i kutter. De bliver dog smidt lige så hurtigt som stroboskoblyset kan blinke, og derfra er der fuld ild fremad.
“Kampen fortsætter!”
At bandet er dannet i 2007 fornemmes okay nemt på teksternes aggressive og vrede udtryk, der råber højt af ungdommelig viljestyrke og revolutionære budskaber. Josefine Struckmann Pedersen – aka NURSE – råber taktfast ud til publikum “Kampen fortsætter!”. Det er lidt uklart, hvilken kamp, vi taler om, men i denne setting kan alt fra ligestilling, kønskamp, klassekamp og Jagtvej 69 passe ind i formlen. Publikum er fucking ligeglade og råber med. De vil med i kamp, og det skal jeg lige love for, at MOR byder op til.
Ti års tavshed afløst af et brag
“Det er første gang, vi optræder i 10 år, og det er allerførste gang, vi har et band med” råber MØ fra scenen. Der er dog ingen slinger i valsen blandt hverken sangere eller musikere. Kvindernes stemmer klinger ekstremt lækkert sammen, når de skifter råb og skrig ud med lækre synth-lydende samklange. Beatet er tight, guitaren smadret i sine rå nedslag og bag det hele lægges en undertone af synth, samples og lyde, der er meget mere 2026 end 2007. Det er tungt og viljestærkt, og da lyset skifter til alle regnbuens farver og beatet bliver dansabelt er skoven helt med. Paven træder ned fra sin pult, og forbander guitaristen, der i en mærkelige scenekusntnerisk pirouette falder til jorden og genrejses af Karen og Josefine. MOR hjælper op igen, når det konforme og kontrollerende bliver for meget.
Punkritual med PVC-paven
Herefter går MOR til alters og modtager velsignelse i form af en sølvkalk, som de begge drikker af og sammen hæver mod sommerhimlen i den varme nat. Et ritual der både er storladent og kitchet, og den højtravende stemning får kun lov at leve ganske kort, inden det lyder: “Nu skal I fandme gå amok!”.
Beatet dropper. PVC-paven træder ud på scenen med en hvid stratocaster og det rå punkhit om kønsdele lige i ansigtet, slynger sig ud i skoven. Folk skal bede om det. De hopper i takt. Råber med og inden vi ved af det, er settet over. En kompakt halv times voldsomt amokridt med taktfast beat, basarmen i vejret, råb om kamp og solidaritet og okkulte synth-ritualer.
“I er for nice!” råber NURSE og MØ krammer hende. Modne kvinder i ungpigepunken er måske en mærkelig konstellation, men der er ingen tvivl om, at både Karen Marie og Josefine føler at kampen stadig lever – også selvom de 40 venter lige rundt om hjørnet!
